Skjøn Hedvig
(Efter Kosegarten.)
(Efter Kosegarten.)
Skjøn Hedvig var Venners og Slægtningers Fryd,
Var ædel ved Fromhed og Skjønhed og Dyd;
Skjøn Hedvig var yndig og skyldfrie og huld,
Som Lilien farvet af Morgenens Guld.
Der blomstred’ i Landet ved selv samme Tid
En djærvelig Yngling — et Lynild i Strid;
Om Halsen hans bølgende Lokker nedflød,
Og straalende Flammer af Øiet frembrød.
Blandt Fryd han hensværmed’ mangt glædeligt Aar,
Da saae han skjøn Hedvig med guldlokked Haar;
Da Ynglingen hurtig om Hjertet blev varm,
Dog varmere Pigen i Ynglingens Arm.
Omslynged af Hedevigs kjerlige Arm
Brat glemte han Glædernes støiende Larm;
For Kjerligheds Blikke hans Trodsighed veeg,
Som nyefalden Vaarsnee naar Solen fremsteeg.
Han hviilte, omsvævet af Himmelens Lyst,
I salige Drømme ved Hedevigs Bryst;
Og Hedevig glemte hver Skygge af Harm
Ved elskede Ynglings høit bankende Barm.
Nu evige Troskab hinanden de svor’,
Dog Engle kun hørte de Elskendes Ord.
Men — Uveir paa Himmelen stormede frem,
Og Modgangens Mørke indhyllede dem.
Thi Kongen ham kaldte til tordnende Kamp,
Hvor Undergang troner i svovlede Damp —
Her klirrede Lænker — hist truede Død,
Dog trofast han haanede Lænker og Død.
Skjøn Hedvig forfulgtes af Frieres Hær,
De undte den Hulde ei Roelighed meer.
De strømmende Taare de randt udi Løn,
De randt for den Yngling saa trofast, saa skjøn.
Tre Aar rulled’ hen mellem Sorrig og Graad,
Da brudt syntes Kummers og Smerternes Braad.
O! Elskov beseirer den truende Død,
Tidt Skjebnens de skarpeste Pile den brød.
Thi Ynglingen kom og med herlige Ar,
Med Ære og Hæder han udsmykket var;
Paa Kjerligheds Vinger med Kjerligheds Lyst
De fløi mod hinandens høit bankende Bryst.
Tys Skyer og Vinde! nu Solen gik op —
Gik gylden og blid for de Elskende op.
Den skyefulde Kummer for Glæden bortveeg,
Jo høiere, skjønnere Solen fremsteeg.
Ak! Elskov har Taarer — dog Glæder end fleer,
De kjempe om Hjertet — en broderlig Hær;
De kjempe og synke hinanden i Arm
Da Glæden den græder — blid smiler da Harm.
Snart fletted’ man Myrther til festlige Krands,
Alt øved’ sig Pige og Yngling til Dands;
Snart Aft’nen med Natten — den sidste — steeg ned,
For ahnende Pige den søvnløs hengleed.
Og yndig og stille var Aftenens Stund,
En Nattergal fløited’ i eensomme Lund,
De Elskende lytted’ til Sangerens Røst
Med graadblandet Glæde i kjerlige Bryst.
”Hvi banker Dit Hjerte i stigende Barm:
”Ak! svømmer det endnu i veemodig Harm?
”De Taarer, der glindse paa Kinderne her,
”Ak! siig, om af Smerte de udpressed’ er?”
”De Taarer, der rulle paa Kinderne ned,
”Dem skylder Henrykkelse Kjerligheds Fred;
”Det lyder i Hjertet som Harpernes Klang,
”Det toner i Sjelen som Sfærernes Sang.”
”I Kjerligheds Bæger er Vinen saa sød,
”Jeg græd — og min Taare i Bægeret flød;
”Nu drikker jeg Vinen og Taarerne med,
”See! derfor blant Vellyst de Taarer randt ned.”
”Jeg mindes den Sorg, som af Skjebnen jeg fik,
”Da ængstes min Sjel, og da mørknes mit Blik,
”Den soelklare Dag var som Midnatten mørk,
”De blomstrende Egne liig rædsomste Ørk.”
”Glad vender jeg Øiet fra Jammerens Tid
”Og skuer en Fremtid saa gylden, saa blid,
”Seer tusinde Glæder omdandse mit Fjed:
”O! lær mig at bære den salige Fred.”
”Dog den, som mig Styrke i Stormene gav,
”Vil støtte mig kjerlig med venlige Stav.
”Men — kjølig, du Beste! er Aftenens Stund,
”Du føre mig hjem fra den grønnende Lund.”
Bag Skyen nu Fuldmaanen venlig fremsteeg,
Og Sløret, som gjemte Naturen, bortveeg.
Hvor glindsede Lunden og Engen saa grøn
I zittrende Maanelys sølvklar og skjøn.
I dæmrende Maanelys Hedevig gik,
Da søgte den Yngling sin Elskedes Blik,
Hun smiled’ veemodig — hun smilede mild; —
Men dæmpet af Taarer var Øinenes Ild.
End eengang han forskende skuede hen,
Men ængstlig hans Blik foer tilbage igjen.
Det rødmende Aasyn — ak! Rosen forsvandt —
Han hvidt som det sneehvide Liigklæde fandt.
Det koldt som en Iisregn sig over ham gjød,
Den Nattergals Fløiten som Gravsang ham lød,
Af duftende Blomster kun Liiglugt steeg frem,
Med Zittren han førte skjøn Hedevig hjem.
Og ak! da skjøn Hedvig paa Leiet sank ned,
Da rasende Sygdom i Legemet stred.
Dybt bøied’ den halvaabne Rose sin Knop,
Ei mere af straalende Purpur lyst op.
Nu Midnatten kom. Hendes Kraft den bortveeg,
Og Sygdommens Flamme fortærende steeg.
Da Morgnen med Roser bekrandset fremrandt,
De Roser paa Hedevigs Kinder forsvandt.
”Hvor pranger du Morgen! i festlige Pragt,
”Mig vinker, mig skjuler alt Dødningedragt.
”De Roser — de smykke, de pryde dig saa,
”Ak! mine i Baaren alt falmede staae.”
”O Jammer! nu bliver min festlige Krands
”Til Krone paa Kisten — den frydfulde Dands
”Et Liigfølge vorder — og Gjæster og Præst
”Ved Kisten, som gjemmer mig, langsom gaaer næst.”
”Mit Leie som Brud — o hvor koldt og hvor smalt!
”Min Brudgom — o vee mig — bort Rædselgestalt!
”Med klaprende Knokler hist Dødningen stod;
”Af Rædsel i Aarerne storknet mit Blod.”
Hun stænned’ som Hinden, den Jægeren jog,
Hun zittred’ som Duen, naar Høgen den slog.
En Engel da lulled’ til Roe hende ind,
Og trøsted’ i Drømme det ængstede Sind.
”Hvi klager du Søster! i Lidelsers Stund?
”Det varer hernede et Øieblik kun.
”Hist oppe er Glæde — hist oppe er Fryd;
”Hist oppe der høres ei Jammerens Lyd.”
”Det smykkende Silke — den hellige Krands,
”Den gyldene Ring og den festlige Dands,
”Og Kjerligheds Fryd, som dig vinkede nys,
”Alt straaler hist oppe i skjønnere Lys.”
”Hist troner henrykkende Glæde og Fred,
”Kom — yndige Søster! o kom og følg med!
”Hvi seer du tilbage? Han følger dig snart,
”Kom følg mig du Hulde! Jeg bringer ham snart.”
Saa luller den Engel til Roe hende ind,
Og trøster i Drømme det ængstede Sind.
Hun slumrende glemmer den Smerte hun leed,
Hun vaagnende svømmer i saligste Fred.
”O Elskte! hvi klager, hvi jamrer du saa,
”Hist Kjerligheds Løvhytter blomstrende staae!
”Dybt saarer din jamrende Klage min Sjel,
”Du følger mig snart for at dele mit Held!”
”Af tusinde eene kun valgte jeg dig —
”For Himlen og Engle forbunden med mig —
”Blid Himlen ei skiller de Elskende ad,
”Blant salig Henrykkelse mødes de glad.
”O see mig saa stivt og saa skummelt ei an!
”Du følger mig Beste! jeg gaaer kun foran.
”Ei trætte din Klage forvoven med Gud,
”Da møder du snarlig i Himlen din Brud.”
”Vi mødes hist oppe. — Ak kjerlige Gud!
”Nu brister mit Øie — mit Lys slukkes ud.
”Lev vel! o du Elskte — vi mødes igjen.”
Nu stod hendes Hjerte — og Livet svandt hen.
Nu Sjelen indhyllet i Blomsternes Duft,
Og baaret paa Morgenens straalende Luft,
Did iilte hvor Seierens Palmer de groe,
Hvor evige Glæder blant Palmerne boe.
Der trone Zefirer blant Blomsternes Hær,
Naturen der evig sin Foraarsdragt bær;
Der hviler man fuld af henrykkende Held
Blant dugfulde Myrther ved strømmende Væld.
Her modtog en Engel den lysklædte Sjel,
Og førte den kjerlig til rislende Væld,
Hvor Zefirers Viften — og Bækkenes Gang
Sig sagte foreente til lullende Sang.
”Guds Barn! saa smilede Engelen blid,
”Guds Barn! du dvæle her tre Timers Tid.
”Snart talløse Jubler dig vække igjen —
”Jeg gaaer for at trøste din sørgende Ven.”
Den Arme ved sortklædte Kiste han fandt;
Fortvivlelsens Lænker den Jamrende bandt.
Ambrosisk Forfriskelse kaldte han ned
Og dysser den Arme i trøstende Fred.
Alt dæmrende Aftenens Tæppe nedgaaer.
Nu Midnatten Marken med Perler besaaer.
Skjøn Hedevig hvilte blant Lysenes Glands
Om bølgende Lokker af Myrther en Krands.
Nu Liigklokken toner. Ved Faklernes Skin
De Sørgepar svæve med langsomme Trin;
De svæve saa stille — de svæve saa tavs —
De sørgende føre skjøn Hedvig til Gravs.
De gjemme skjøn Hedvig i kjølige Jord,
Hvor Hvile blant tavseste Roelighed boer.
Snart Graven et grønnende Græstæppe bær;
Snart spire Fioler og Tusindskjøn der.
Hver Morgen før Solen af Havet fremskreed
Den Arme han vendte mod Graven sit Fjed;
Ned sank han paa Høien saa kraftløs, saa mat,
Snart vild — og snart tavs som den ødeste Nat.
”Hvi kommer, du Hedvig! hvi kommer du ei?
”Saa skummel — saa mørk er min eensomme Vei.
”I Guddommens Gjenskin du svæver vel hen,
”Og mindes ei mere din jamrende Ven.”
”Hvem var det — hvem var det, der trøstet mig saa?
”Du snart skal til himmelske Glæder indgaae.
”Alt længe jeg vandrer blant Jammer og Harm,
”Med flammende Længsel i ængstede Barm.”
”Jeg bær ei de Lænker — jeg kaster dem væk!
”Ha! alting omkring mig er Rædsel og Skræk.
”Du skuffed mig — selv jeg vil skabe mig Roe;
”Hvem hindrer det vel? — ak du skuffed mig jo!”
Af Skeden det flammende Glavind udfløi,
Da bævede sagte den græsklædte Høi.
I Straaleglands klædt stod hans Elskede der:
”Syv Dage du vente — da samlet vi er’.”
Hun svandt — mellem gyldene Skyer opløst;
Han vandrede hjemad — i Barmen var Trøst.
Et glædeligt Budskab kom følgende Dag:
Hans Konge ham vinked’ til Kamp og til Slag.
Det lød for den Trette som Harpernes Lyd,
Hans Hjerte det svømmed i stormende Fryd.
Til Hæren han fløi. Da den syvende Dag
Fremrødmed, da kom det til tordnende Slag.
Vildt prusted de Heste i stormende Kamp,
Høit blinkede Glavind i svovlede Damp;
Tæt sused i Luften den rullende Død,
Fælt Døendes Jamren blant Slagtummel lød.
Nu ramte en Kugle det elskende Bryst.
”Velkommen — velkommen o Død! du min Trøst.”
Blandt taarnende Liig, sank han døende ned;
Nu lukkes hans Øie — hans Sjel gik til Fred.
Til Saliges Hauge den ilede hen,
Der mødte skjøn Hedevig jublende den.
”Saasnart — o du Elskte! saasnart jeg dig har”
Som Timer de Maaneder henrundne var.
Hun fører til Palmernes Skygge ham hen,
Og lædsker af kjølige Kilde sin Ven;
Da svandt af hans Hjerte selv Mindet om Harm,
Han sank hende salig — saa salig i Arm.
Frem svæved nu himmelske Skarer saa froe,
Og fryded sig over de salige Toe.
De Harperne stemte til reeneste Klang,
Den himmelske Brudesang frydfuld de sang.
”Held — Held om de Trofaste! grøn er der Krands,
”Held — Held de Forklarte! blid skinner der Glands.
”Som Skjebnens Beseirer den Trofaste staaer,
”Og Døden selv intet imod ham formaaer.”
”Beseiret er Kummer og Jammer og Nød!
”Beseiret den grumme fortærende Død!
”Held, Held de Forklarte! ei visner der Krands
”Og aldrig udslukkes der soelklare Glands.”
I. Rehling.