Paa Herregaarden er nu saa tyst —
Før var der Støi, der var Liv og Lyst,
Munterhed tidlig og silde.
Men Sønnen drog over til Kjøbenhavn
Fader og Søster i Hjemmets Favn
Længtes — og Alt blev saa stille.
Og som han savnes, han savner dem, —
Ofte dog skriver han til sit Hjem;
Søsteren han det jo lov’te —
Men Byens bevægede muntre Liv
Snart blev ham en kostelig Tidsfordriv —
Og saa skriver han mindre ofte.
Det nytted’ ikke de skrev og skrev.
Endelig bringer dog Posten det Brev,
Som Faderen vented’ saa længe —,
Den gamle Skriver ham læser koldt
De fyndige Ord, som det indeholdt:
„Fader jeg maae have Penge.”
„See her min Datter! Din Broder be’er
Om Penge — han faaer ei en Skilling meer,
Hvor meget han end kan trænge;
Det Svar vil jeg sende ham kort og godt!” —
— „Men kjære Fader! der staaer jo blot:
Fader! jeg maae have Penge.”
Den Gamle studser — „o Datter kjær!
Ja skriver han, som Du mig læser der,
Da maae han visselig trænge —
Da maae jeg ham hjælpe i hvor det gaaer,
Da var det grusomt at være haard,
Derfor — han maae have Penge.”