Vi vristed atter en Skat fra Jorden
en Vinterdag ved et staalblaat Nor:
Beslag og Nagler og svære Ringe,
lidt Stævn og Ræling, et Havskibs Spor!
De muldne Rester af Tømret hvisker
en gammel Sage om Foraarstræk
af vilde Drenge fra fynske Vige,
forvovne Skarer, selv Englands Skræk!
En Dag, naar Vaarblæsten kruser Vandet
og Viben skriger ved Norets Strand,
da skal vi finde, hvad tusind Vintre
har naadigt levnet af Skibets Mand.
Engang en Bonde og Eventyrer,
en Mand med Salt i de lodne Bryn,
en Karl med barkede, brede Næver,
med stærke Tænder og skærpet Syn . . .
Nu er du eet med din Ager, Høvding,
du blev til Salt og til Jord igen.
Du sover blandt dine rustne Vaaben,
og ingen vækker dig, døde Ven.
Dit Gravsted, Broder, er noget evigt —
en hedensk Hilsen, et helligt Fund:
Se, Før og Nu gir hinanden Haanden
og medes over dit dybe Blund.