Christian Preetzmann (1822–93)

Paa Himlen Skyen hænger, saa døsig, tung og mat,

Som var den til at falde hvert Øieblik parat.

Vellystig varm er Luften, som Fløil at føle paa,

Det er som om man klappes af bløde Hænder smaa.

Men Solens Aande brænder, saa heftig, febervarm,

Med heed Begjær den dier af Jordens fulde Barm.

I Kildens tørre Leie nu glimter Fiskens Skjæl —

Snart visner Alt, hvis Himlen ei aabne vil sit Væld. — —

Men see! i Vrede samler den alt de mørke Bryn;

Dens Stemme det er Torden, dens Blik er røde Lyn.

Saa truende den hænger ud over Jordens Barm,

Det er som slaaer den Tænder alt i sin bittre Harm. —

Og Skoven vildt sig vaander, og Bølgen skyder Ryg,

Bag Hjemmets Arne Ingen sig længer føler tryg.

Men Bonden heel forsigtig sit Hoved stikker frem,

Med Haand paa Bryst han beder: „Gud spare Huus og Hjem!“

Og Mutter tripper ængstlig, og minder tidt Enhver:

„Ak lille Børn! kom Ovnen for Guds Skyld ei for nær!“

Selv Koen staaer og luder paa Markens grønne Sti —

Den lider ikke heller saadant Fyrværkeri.

Men dybt i Krogen sidder en sextenaarig Mø,

Med Kinden skjult i Haanden, af Angst nærved at døe;

Hun hørte Zephyrs Hvisken og plukked Rosen rød

Langt heller, end hun saae de vilde Flammers Glød. —

— Dog — Himlen alt formildes, snart glemt er hendes Nød —

Den fælder Taarer, ret som sin Harme den fortrød;

Dens Aasyn bliver saa venligt, dens Pande klar og reen,

Og Solen spiller atter paa friske Blad og Green.

Og med dens Straaler Glæden til Hjerterne fandt Vei:

Mens Luften aander Kjøling, og Rosen aabner sig,

Den muntre Pige hopper i Havens Gange frem,

Og Alle takke Himlen, der spared Huus og Hjem.