Naturen lig, hvis uopløste Gaade
Kun Konstens Genius, hvis Skaberhænder
Bevidstheds Lys i Nattens Taage tænder,
Med sindrig Kløgt og Skjønhed veed at raade:
Saadan i Mulm, hvor ingen Straale naa’de,
Men Hjertets Lygtemænd kun Øiet blænder,
Om hver en Tanke, som i Aanden brænder,
Spandt Drømmens Gud sit Net af gyldne Traade.
— — Da nærmed du dig Aandens stille Blunden,
Lig Morgenrøden, der i Guld udstrømmer,
Og Livets Kys du trykte mig paa Munden;
Den friske Kalk i fulde Drag jeg tømmer
Hver Genius er løst, som før laae bunden,
Min Aand er vaagnet — ja! men Hjertet drømmer.