Christian Preetzmann (1822–93)

Den unge Vaar er her paany,

See blot, hvor hun er pudset!

Saa vide gik alt hendes Ry,

Og hendes Kjole, splinterny,

Moderne er paa Snittet.

Og hver en Ynde, som hun fik,

Den lader hun os skue,

Den sluges af forelskte Blik,

Besynges, saa det har en Skik —

Hvert Bryst gaaer op i Flammer.

Og Zephyr gjør en Pokkers Blæst,

Saa ivrig, saa geskjæftig;

Hver hilser glad den kjære Gjæst

Med Smiil og Suk, som han kan bedst,

Og Alt er saa gemytligt.

Hør Bækken, som for Isen brast

Reent havde mistet Mælet,

Den er saa vims, den har en Hast,

Imens den sladrer løst og fast —

Dens Mund er aldrig lukket.

Og Jomfru Rose nok saa net

Bag Bladets grønne Vifte

Staaer hist og smiler heel coquet

Mens hende mønstrer i Lorgnet

Forlibt en Skok Poeter.

— Men hist en Poppel kneiser jo,

Ret som en vældig Ridder,

Med Fjerbusk høit i sin Schako —

Det morer ham vist, kan du troe,

At see paa disse Løier.

Nu Skoven tae’r sin Solhat paa

— Det klæ’er den ei saa ilde!

I Busken Nattergale slaae,

Hvert Ansigt er der Solskin paa —

O var det Vaar bestandig!