Fjernt paa en Avlsgaard boede Ole Knap
Med Sønnen Jørgen og den lille Karen,
Hans Broderdatter. Ole tænkte tidt,
Naar Børnene han saae at lege sammen:
„De To skal engang være Mand og Kone”.
Hans Plan tilsidst blev aabenbar for Karen,
Og hendes Hjerte bøied sig mod Jørgen;
Men Knøsen, der opvoxet var med hende,
Han tænkte mindst paa Karen.
Da, en skjøn Dag
Den Gamle tog sin Søn for sig og sagde:
„Min Søn! jeg var tilaars da jeg mig gifted,
Dog ønsked jeg endnu, før Gud mig kalder,
At sætte paa mit Knæ min Sønnesøn.
Mit Hjerte voxed fast med denne Plan;
Kast da dit Blik paa Karen, hun er vel værd
At see paa, dertil stræbsom, skjøndt kun ung.
Hun er min Broders Datter, han og jeg
Blev skilt ad for et hidsigt Ord — han døde
I fremmed Land; for hans Skyld jeg opdrog
Hans Datter Karen; gift Dig nu med hende,
Jeg ønsked den Forening Nat og Dag
I mange Aar.” — Men Jørgen svared kort:
„Jeg kan ei ægte Karen, — ved mit Liv,
Jeg vil ei ægte Karen!” — Da den Gamle
Brød ud, mens vred han Hænderne slog sammen:
„Du vil ei, Dreng! Det vover Du at svare!
I min Tid var en Faders Ord en Lov,
Og saadan skal det være — husk paa det!
En Maaned jeg Betænkningstid Dig giver,
Og lad mig faae et Svar saa efter Ønske —
Hvis ikke, sandt for Gud, Du skal herfra,
Og aldrig meer din Fod i mit Huus sætte!”
Forvirred stammed Jørgen frem et Svar,
Bed sig i Læberne og bort sig skyndte.
— — For hver Gang han fra den Dag Pigen saae,
Han mindre hende led; barsk var hans Væsen,
Dog Karen bar det med Taalmodighed.
Men før en Maaned svandt, forlod han Hjemmet
Og tog en Tjeneste i Nabogaarden,
Hvor, halvt af Kjærlighed og halvt af Trods,
Han ægtede en fattig Huusmandsdatter.
Men da det ringed til hans Bryllup, Faderen
Til Broderdatteren talte saa: „Min Pige,
Du veed, Du er mig kjær; dog hvis Du taler
Til ham, som var engang min Søn, ifald Du
Indlader Dig med den, han kalder Hustru,
Mit Huus er lukt for Dig. Saa er min Villie.”
Den fromme Karen loved Alt. Hun tænkte:
„Det blier der Intet af, han skifter nok Sind.”
Og Tiden gik, og Jørgens Hustru skjænked
En Søn ham. Da faldt han i Armod snart.
Med Hjertet knust, kom hver Dag han forbi
Sin Faders Dør, og Faderen hjalp ham ikke;
Men Karen lagde stadig Lidt tilside
Af hvad i Huset daglig kunde spares,
Og sendte dem i Stilhed; ei de aned,
Hvorfra det kom. Tilsidst en heftig Feber
Greb Jørgen, og i Høstens Tid han døde.
Nu Karen gik til Enken. Else sad
Og saae med Taarer paa sin Dreng og tænkte
Ei godt om Karen. Karen kom og sagde:
„Jeg adlød strengt min Farbro’er til idag;
Deri jeg gjorde Uret; thi ved mig
Ulykken ramte Jørgen dog fra først af.
For hans Skyld, Else, som er borte nu,
For din Skyld, hvem han tog til Ægtehustru,
Og for din Dreng, som nu er faderløs,
Jeg kom til Dig. Du veed, i mange Aar
Vi har ei havt et Høst som denne. — Giv mig
Nu Drengen! Jeg vil sætte ham paa Marken,
I Hveden, Farbro’er daglig gaaer forbi;
Naar da han fryder sig ved Agrens Grøde,
Da vil han Drengen see og ham velsigne
For hans Skyld, som er ikke meer iblandt os.”
Og Karen Drengen tog og gik sin Vei
Igjennem Hveden, og ham satte paa
En ubesaaet Høi blandt Valmublomster. —
Langt borte over Marken kom den Gamle,
Men intet blev han vaer, og ei hans Høstfolk
Ham turde røbe, hvor hun stod med Drengen.
Et Øieblik hun tænkte sig at nærme,
Men mangled Mod. — Og Ageren blev høstet,
Og Solen sank, og Mørket faldt paa Egnen.
Men næste Morgen stod hun op, og atter
Hun Drengen tog og satte ham paa Høien,
Og flettede en Krands af Markens Blomster
Og slynged den omkring den Lilles Hat,
At han behage maatte ret den Gamle.
Da denne nu sig nærmede til Stedet
Og Øie fik paa Karen, han ihast
Høstfolkene forlod, kom hen til hende,
Og spurgte barsk: „Hvor var Du saa igaar?
Hvis er den Dreng, og hvad gjør Du i Marken?”
Og Karen slog sit Øie imod Jorden
Og svared stille: „Drengen, det er Jørgens.”
„Og har” — blev Ole ved — „og har jeg ei
Dig strengt forbudt —” Men Karen gav til Svar:
„Gjør hvad I vil med mig, men tag blot Drengen,
For hans Skyld, som er ikke meer iblandt os.”
Og Ole sagde: „Ha! jeg seer det nok,
Et Kneb Du har lagt op med denne Qvinde;
I vilde lære mig min Pligt, ei sandt? —
Min Villie kjendte Du, og dog Du voved
At trodse den. — Nuvel! Jeg tager Drengen,
Men bort med Dig, kom aldrig mig for Øie!” —
Saa tog han Barnet, mens det stred imod
Og skreg af alle Kræfter. Blomsterkrandsen
Ved Karens Fødder faldt. Hun tog den op, og
Snart Drengens Graad sig tabte i det Fjerne.
Da bøied hun sit Hoved og hun tænkte
Paa Alt, hvad der var hændet, fra den Dag
Hun kom hertil som Barn. Med sænket Pande
Hun stille græd. Og Ageren blev høstet,
Og Solen sank, og Mørket faldt paa Egnen.
Og Karen gik til Elses Huus og standsed
Paa Tærskelen. Og Else saae, at Drengen
Var ikke med. Da brød hun ud i Tak
Til Gud, som hjalp i hendes Enkestand.
Og Karen sagde: „Farbro’er tog mod Drengen;
Men lad os leve nu og virke sammen,
Mig vil han aldrig see for sine Øine.”
„Nei”, svared Else, „det skal aldrig skee,
Min Nød skal ikke tynge dine Skuldre —
Og naar jeg ret besinder mig, skal Drengen
Eiheller blive hos ham; Haardhed kun
Han lære vil, og Ringeagt imod
Sin Moder. Lad os Begge da gaae til ham;
Jeg ta’er min Dreng igjen og bringer hjem,
Og beder saa den Gamle, han vil tage
I Huset Dig paany; vil han det ei,
Da vil vi To tilsammen boe og virke
For Jørgens Barn, indtil han selv faaer Kræfter
At hjælpe til. Saa kyssed Qvinderne
Hinanden, drog afsted, og naaede Gaarden.
Paaklem stod Døren; gjennem Sprækken saae de,
At Drengen sad paa Bedstefaderens Knæ,
Mens denne havde Armen om hans Liv
Og klapped ham paa Hænder og paa Kinder,
Som den, der elsked ham; og Glutten sladdred
Og strakte Armene imod den Gamle,
For at faae fat i Kjæden ved hans Uhrværk.
— Saa gik de ind; men da den Lille saae
Sin Moder, stak han strax i Graad, og Ole
Ham satte fra sig, og nu Else talte:
„O, Fader! — lad mig kalde Eder saa —
Jeg aldrig bad om Noget for mig selv,
For Jørgen eller Drengen; her jeg kommer
For Karens Skyld, som I vil nu forstøde.
O, Herre! dengang Jørgen døde, gik han
I Fred med hele Verden bort; han sagde,
Sit Ægteskab med mig han aldrig angred,
Jeg havde været ham en trofast Hustru —
Men Uret var det af ham, sagde han,
At sætte op sig mod sin Faders Villie:
„„Gud være med ham!”” — var hans Ord — „„Gid aldrig
Han faae at vide, hvad jeg gik igjennem!”” —
Da vendte han sit Ansigt om og døde. — —
Ak, jeg Ulykkelige! — Lad nu, Herre,
Mig kun beholde Drengen, I vil dog
Ham gjøre haard af Sind, og han vil lære
At ringeagte Mindet om sin Fader.
Tag Karen blot igjen, hun holder af Jer,
Og lad saa Alting blive ved det Gamle.”
Saa talte Else, medens Karen skjulte
Ved hendes Bryst sit Ansigt; stille var der
Rundtom, til Oldingen med Hulken udbrød:
„Jeg Daare! — Jeg har dræbt min egen Søn! —
Jeg elsked ham og jeg har dræbt ham — — Vee mig!
Min dyrebare Søn! — — Gud vær mig naadig! —
Kom, kys mig, Børn!”
Da kasted de sig om
Den Gamles Hals og kyssede ham længe.
Og Manden var som sønderknust af Anger,
Hans Kjærlighed kom hundredfold tilbage,
Og lang Tid hulkede han over Drengen,
Mens Tanken var bos Jørgen. — —
Saadan leved
De Fire nu tilsammen. Aar henrandt,
Og Else tog endnu en anden Mage,
Men Karen leved ugift til sin Død.
Alfred Tennyson.