Kom og hvil ved mit Bryst, Du, min anskudte Hind!
Har end Flokken forladt Dig, det huser Dig end;
Her Du finder et Smiil, ingen Skyer kan naae,
Og et Hjerte, som evig for Dig kun vil slaae.
O! hvad var vel Kjærlighed, skifted den om
I Sorg og i Glæde, i Ære og Skam?
Om dit Hjerte er brødefrit, spørger jeg ei,
Jeg veed kun, jeg elsker Dig, elsker kun Dig.
Du har kaldt mig din Engel et saligt Sekund,
Og det vil jeg være i Godt og i Ondt;
Uforfærdet i Flammen jeg følger din Vei,
For at frelse Dig eller at segne med Dig.
Thomas Moore.