Og det er din Grav, Macaura!
Hvor Tjørnens blomstrende Green
Ved eensomme Fodsti bøier
Sig over en smuldret Steen! —
O Vee over Ærens Sønner!
Du, Helt med de mørke Bryn,
Med Ørnefjer og med bæltede Mænd,
Her sluktes dit Øies Lyn!
Ak! vildt er det Sted, Macaura!
Hvor man har lagt dine Been,
Den Mark, hvor din seirrige Stamme
Paa Liget af Fjender treen.
Og dyb var Frændernes Smerte,
Valkyrien klaged i Sky,
Da med blodig Haand og med Graad paa Kind
De bar Dig fra Kampens Gny.
Og nu er din Bolig eensom,
Du Drot, for den vilde Hær!
Og nu er forbi dine Feider,
Du Helt af det blinkende Sværd!
Og Tordenens Eccho ruller
Henover Bjergenes Top.
Men, Jammer og Vee, Macaura!
Dig vækker den aldrig op.
Farvel til din Grav, Macaura!
Hvor den synkende Sol falder ind,
Og Brambær og viftende Bregner
Slynger sit vilde Spind.
Din Stammes Kampraab, der vakte
Den slumrende Dal af sin Fred,
O vee, Macaura! det aldrig meer
Skal høres runge derned.
Mrs. Downing.