En sort og skyfuld Midnat staaer paa Himlen;
Det er, som følte mine Lemmer Vægten
Af dens uhyre Skygge. Øiet søger
Forgjæves i en Form at finde Hvile:
Det tætte Slør ei Stjernen gjennemtrænger,
Og ingen venlig Hyttes Arne kaster
Et Rosenskjær paa Græssets Blomstertoppe.
Alt Liv forstummed — ingen Larm fra Byen,
Ei Gjenlyd af en eensom Vandrers Fodtrin,
Og intet Vingeslag, imens jeg ligger
Ved Jordens Bryst og lytter til dens Stemme:
En mægtig Røst! — Dens spredte Toner stige
Fra Strømmene, der vandre gjennem Mørket,
Fra Skove, Luftens Bølgeslag bevæger,
Fra Fjeldets Kløfter med en evig Skumring,
Fra Oceanets skjulte Klippehuler
Og Revlerne, som Havet sliber, naar
Det strækker sig i Natten — trist at høre!
O, Jord! er det den svundne Tid, der bringer
Lig Mennesket Dig Sorg? Er det maaskee
Din tabte Barndoms Timer, Du begræder?
Er det et falmet Foraars glade Toner,
Dets Millioner spæde Blomsterspirer.
Hvad eller Skovene fra Hedenold,
Der sank i Stev med deres Eiermænd?
Din Klage, gjelder den hiin gyldne Alder,
Som Digterne besynge, førend Frosten
Med barske Vinde kom, før endnu Luer
Faldt ned som Regn, og Bjerget spruded Ild,
Der svier Græsset af, da Natten var
Jomfruelig og skyldfri end, som Dagen?
Maaskee og sørger Du for dem, som døde,
For Væsener, der engang Dig betraadte,
Din Stolthed, Himlens Lyst; men, ak! som nu
Er blandede med Støvet, dine Hjorde
Nedtrampe, mens de græsse? — Ogsaa jeg
Begræder Tabet af hvad jeg har elsket — —
Blandt fjerne Høie smuldre deres Grave;
Dog, naar i Mørket ene jeg mig bøier
Mod nøgne Muld, den store Kirkegaard
For Alt, hvad Du engang har næret, da
Jeg føler, at jeg favner deres Støv.
Den dybe Mumlen voxer! — Ha! jeg fatter
Og skjælver for dens frygtelige Indhold:
Et Skrig opløfter Jorden for den Skyld,
For al den Uret, hvortil den var Vidne,
Og Himlen lytter. Fra de brustne Hjerters
Forglemte Grave Klagesangen lyder.
Hun, som bedragen blev af den, hun elsked,
Og Han, som døde, miskjendt i sin Manddom,
De, som til Gavn for hele Slægten virked
Og høsted Spot til Løn, den kolde Aske
Af fromme Sandhedsvidner, mulne Bene
Af ædle Frihedskæmpere, som segned,
Hvis Lig for Hundene man gav til Priis,
Hvis Navne for Vanære — Alt bar her
Sin Tolk. Den Krog, hvori den trætte Fange
Tilsidst har fundet Ro, og den, som gjemmer
Barndommens spæde Blomster, grusomt brudte,
Opsender Klagelyd. Fra nøgne Valplads,
Hvor Heltene i vild Bersærkergang
Drev deres Fjenders Skarer mod hverandre,
Opløfter sig et Brag, som om de Døde,
Medeet opvakte af den tunge Slummer,
Greb til de rustne Vaaben. Sørgetoner
Fra Havets Dybder komme — de fortælle
Misgjerninger, de Skyldige forsøgte
At skjule bag dets Bølger. Og er end
Det Levende til Taushed bragt, vil Dalen,
Og Stierne i Skovens Tykning, Sumpen
Fra Bækkens Vande, Søens Dyb og Banker,
Og Gaderne og Stræderne i Byer
Om Troløshed og Vold bestandig mumle.
Her, hvor jeg hviler, ligge trindt omkring mig
Italiens Sletter, tidlig rigt befolket,
En Skueplads for frygtelige Kampe
Imellem Godt og Ondt. Vee den, som vover
At tolke for et menneskeligt Øre
Det Chor, der fra dets Gader og dets Strømme,
Fra Hegn og Marker hæver høit sin Røst!
De gamle Fængsler hviske Rædselsscener,
Historien tilhyller; Stenene
Af de hensmuldrende Amphitheatre,
Hvor Slavens Hjerteblod i Kampen flød,
Sig jamre lydt. De gamle Gudetempler,
De stolte Borge, reiste paa Ruiner
Af Keiserdommer — ja, de Arnesteder,
Som fra Vulkanens Grav for Lyset droges,
Fortælle høit om menneskelig Liden
Og Skam og Daarskab. Selv det fælleds Støv
Imellem Korn og Ranker vidner jo
Om Seklers Trældom. — Tys! jeg hører Summen
Af Tungemaal, som blandes med hverandre,
Fra Folkeslag, hvis Navne blev fortrængte
Af mere mægtige, som naar paa Himlen
Den ene Dag paa Flugt den anden jager.
Fribaarent Blod, som frie Mænd har udgydt,
Indtil de strenge Herrer kom og snildt,
En ubevogtet Stund, bandt fast det Aag,
Der bæres end, af Himlen fordrer Hævn.
Hvad skal da rense, fromme Jord, din Barm
For disse Brødens pinefulde Minder?
Mon Flodens Bølger eller Ildens Flammer,
Hvad eller Tidens træge Flugt? — at dog
Engang den gruopvækkende Beretning
Om Kamp og Meened, Mord og Plyndring, man
Historien har kaldt, kan klinge som
Et Eventyr, fortalt os af en Digter,
Lig det om Hellas’ Guder. — Du, som sidder
Hist bag Atlanterhavets Bølgedyb,
Blandt Kilderne til dine stolte Floder,
Mit skovomsuste Fødeland! — et nyt Blad
I Sagas Bog er dit, hvad skal vel det
Berette? — Frygt og Haab og skinsyg Iver
Vil vogte paa din Skjæbne, mens de Linier
Nedskrevne blier, hvorefter Du skal dømmes.
W. C. Bryant.