Naturen alt paa nøgne Green
Har hængt sin Kappe grøn,
Og Tæpper bredt paa græsrig Varig
Af hvide Tusindskjøn.
Nu Phoebus liver Bækken op,
Og Himlens Hvælving leer;
Men, ak! den trætte Fanges Sind
Kan Intet glæde meer.
Nu stiger Lærken høit mod Sky
Fra Morgenduggens Bad;
I Skovens Dyb, hvor Eccho boer,
Solsorten qviddrer glad;
Og Droslen mildt den trætte Dag
Indluller ved sin Sang:
I Elskovs Lyst de fryde sig,
Ukjendt med Sorg og Tvang.
Paa Skrænten blomstrer Primlen alt,
I Dalen Lilien groer,
Og Slaaentornen folder nd
Sin melkehvide Flor.
Den mindste Skabning sværmer nu
Midt i Guds frie Natur,
Mens Skotlands Dronning sidder her
Bagved en Fængselsmuur.
Det skjønne Frankrig lod mit Bud,
Der var jeg let og fro,
Ved Gry stod glad jeg op, i Qveld
Med Fred jeg gik til Ro;
Og Skotlands Hersker er jeg end,
Svigted og mangen En —
Nu skal i fremmed Fangenskab
Jeg lægge mine Been.
Men Du, min fjendske Søster, som
Har naaet din Falskheds Maal.
Vent blot, Du rammes vel engang
Af Hævnens hvasse Staal.
Du kjender ei et Qvindebryst,
Naar først det græder Blod,
Saalidt som naar i Smertens Saar
Det Balsam dryppe lod.
Min Søn! min Søn! o maatte dog
Din Lod beskjæres Dig
Af hine milde Stjerner, som
Har aldrig smilt til mig.
Gud vende Hjertet paa Enhver,
Som var din Moder gram,
Men møder Du din Moders Ven,
Betænk for min Skyld ham!
Thi, ak! for mig skal Sommersol
Ei meer i Glands opgaae,
Det gule Korn i Høstens Vind
Ei sine Bølger slaae;
Men Vintren rase vil omkring
Min Seng, saa kold og lav,
Og næste Foraar Blomster snoe
I Fred omkring min Grav.
Robert Burns.