Ei faaer mit Speil mig til at troe jeg ældes,
Mens dine Kinder end i Ungdom gløde,
Men skulde der jeg Tidens Mærker møde,
Da veed jeg, mine Dage snart kan tælles.
Thi al den Skjønhed, der dit Væsen smykker,
Som Slør kun for mit eget Hjerte falder,
Der i dit Bryst, som dit i mit, jo bygger —
Hvor kan jeg da Dig overgaae i Alder?
O! derfor, Elskte! Du Dig selv bevare,
For din Skyld, ei for min, gjør jeg det samme,
Retsom den spæde Glut en kjærlig Amme,
Dit ømme Hjerte vogter jeg for Fare.
Men brister mit, Du tør Dig ei beklage:
Du gav mig dit — det faaer Du ei tilbage.
Shakspeare.