Bruus frem for evig i din Hædersdragt
Af Rædsel og af Skjønhed! — Ja, bruus frem,
Ustandselig og gaadefuld! — Gud selv har
Regnbuen om din Pande sat og svøbt
Din Fod i Skyer. Han har givet Dig
Din Tordenstemme, at dens Røst om ham
Maa evig tale, mens den Mennesket
Paabyder Taushed — at dit Klippealtar
Kan lade Ærefrygtens Virak stige.
Hvo drister sig at løfte Døgntrompeten
For jordisk Kjærlighed og Haab og Smerte,
Her midt i dine høie Jubelhymners
Forfærdelige Drøn? Selv Havet gyser
For Broderskab med Dig, dets Strømme vige
Beskæmmede tilbage. Af og til,
Lig mødig Arbeidsmand, det kræver Hvile,
Og kalder sine trætte Vover til sig
Og vugger dem isøvn, mens evig Du
Foruden Aflad dine Bølger vælter
Ved Dag og Nat. Da Morgenstjernen hilsed
Med Sang den unge Skabnings Fødsel, hørtes
Dit dybe Chor, og Luerne, som vente
Paa Erkeenglens Tegn, for at opløse
Den haarde Jord, Jehovas Navn skal finde
Med tusind Diamanters Pile ridset
I din uendelige Muur. Hvert Løv,
Som spirer i dit vidtudstrakte Rige,
Sin Friskhed henter fra din Livsens Kilde,
Men skjælver for din Daab. See! hine Fugle
Sig dristig vove nær, at bade Vingen
I Fraadens Stov. Dem staaer det frit at streife
Din Klædnings Søm og at bevæge let
De hvide Blade i din Taagekrands.
Thi de kan lege uskadt mellem Skyer,
Og lytte, hvergang Himlens Port gjenlyder;
Men knap tør vore Fisteltoner tale
Saa ligefrem om Dig. Mig tykkes det
At male dine store, stolte Træk
Med Spidsen af en Pensel eller beile
Til Dig med Sanggudindens skjøre Griffel
Formasteligt. Thi, see! Du tager Sjælen,
I Undren tabt, til Vidne paa din Storhed;
Men naar den i afsindig Glæde stormer
Din Forhal, Du ydmyger den og nagler
Til Stedet den med Synet af dens Afmagt.
Den føler den Usynlige — og standser,
For gjennem Dig at svare for sin Gud.
Lydia H. Sigourney.