Som Sølv lyser Maanen fra Himlen inat,
Paa Actiums Kyst seer jeg Straalerne skinne,
Hvor en Verden engang er paa Spil bleven sat,
For Ægyptens deilige Dronning at vinde.
Her skuer jeg ud paa den vidtstrakte Grav,
Hvor Romeren slumrer bag blaanende Bolge,
Hvor Ærgjerrigheden selv Afkald gav
Paa en vaklende Throne, for Qvinden at folge.
Florence! Du Søde, hvem elske jeg vil,
Imens jeg er ung og Du deilig at skue,
Som man elsked, da Orpheus ved Strengenes Spil
Fik sunget fra Orkus sin Kjærligheds Lue —
Florence! o, det var en lykkelig Tid,
Da Verdner man gav for et Blik af en Qvinde!
Havde Skjaldene Riger som Riim — o, da viid.
Du snart vilde nye Antonier finde!
Men, ak! nei saa gavmild er Skjæbnen nu ei—-
Dog, ved dine Lokker og Øine saa milde! —
Jeg har ei en Verden at miste for Dig,
Men ei for Alverden jeg miste Dig vilde!
Byron.