Jeg vandred ud en Dag i Mai,
Frisk lufted Morgnens Vind,
Naturen rundtom var saa glad,
Kun jeg var mod i Sind.
Jeg tænkte: Gjør da Retfærds Gud
Ei Alle lige Skjel?
Er lukt for Manden, ene blandt
Det Skabte, Lykkens Væld?
I lyse Marker! Fugleflok,
Som synger hist i Krat!
O! siig mig, hvor i Verden skal
Jeg finde Lykkens Skat?
De vilde Fugle sang i Sky,
Og Vinden fløi med Lyst:
Naturen svared i et Chor,
Den kjendte ingen Trøst.
Jeg spurgte Elskov, som sin Glands
Fra Himlen selv jo fik,
Men, ak! den bange Genius taug,
Med Taarer i sit Blik.
Jeg spurgte Venskab — med et Suk
Hun kun det Svar mig gav:
De Faae, som smagte Lykkens Gunst,
Laae i den kolde Grav.
Jeg fritted Lasten — af sit Held
Den havde gjerne pralt,
Men fra dens gustne Kinder snart
De laante Roser faldt.
Jeg søgte Fromhed op, for der
At finde Trost maaskee;
Men, ak! hun grubled taus og mørk
Ikkun paa Andres Vee.
Jeg nærmed Dyden mig — et Suk
Var Alt, hvad jeg forstod;
Dertil hun mindede mig om.
Hun egentlig hed Bod.
Jeg spurgte Døden — kold og streng
Den slog sit Blik mod Jord,
Og svared: „Jeg er Lykken, gaaer
Du blot i Sandheds Spor!”
Heber.