Du troer vel, at mit Sind er let,
Fordi min Sang er fro —
Ak, nei! af tabte Venner jeg
Hver Tone lærte jo.
Skjøndt Fængslet binder Fuglens Flugt.
Boer Sangen i dens Bryst,
Men Lykken har den sagt Farvel —
Min Sang er Smertens Røst!
Jeg lærte den i dette Hjem,
Jeg aldrig meer skal see,
Og i hver Sang om Glæde nu
Gjenklinger kun min Vee.
Forgjæves, ak! ved Vintertid
Du gjekker Vaarens Lyst:
Hver Tone blier et vissent Løv —
Min Sang er Smertens Røst!
Af Alt, hvad jeg har elsket her,
Kun Harpen er igjen;
Den er et Eccho af min Sjæl,
Den er en trofast Ven.
Har til min Kind dens Streng jeg lagt,
Min Taare falder tyst:
Den, som mig hører, aner ei —
Min Sang er Smertens Røst!
Th. H. Bayley.