Saa henrykt vi mødtes, vi skiltes saa kjærligt,
At hvad der var sødest, jeg veed ikke ret,
Det Ildblik, hun sendte til Velkomst mig herligt,
De Taarer, der gjorde mig Afskeden let.
En Himmel var Mødet, Skilsmissen en anden,
Om Fortrinet stredes vor Fryd og vor Vee,
Cupido’s to Øine ei mere hinanden
I Smiil og i Taarer kan ligne, end de.
Den første var liflig som Daggry at skue,
En Saligheds Dæmring, endnu neppe tændt,
Den sidste, lig Dagslysets synkende Lue,
Meer glødende dyb kun, jo snarere endt.
Vort Møde, saa lykkeligt, gjemte dog Sorgen,
I Tanken, at Lykken saa let veires hen,
Men Afskedens Skumring gav Haab om en Morgen,
Der bragte os Gjensynets Glæde igjen.
Thomas Moore.