Naar Aftnens Skjær sig sænker blidt,
Og Søen hviler rolig,
Jeg seer paa Stjernen, som saa tidt
Har lyst mig til din Bolig.
Jeg veed, Du og ved Stjerneskjær
Seer opad, langt fra Stimlen,
Og tænker, tabt for evig her,
Du bli’er dog min i Himlen.
Ja, Haven knap betræder jeg,
Knap kan en Blomst jeg øine,
Da mindes jeg, hvordan med Dig
Mit Haab, min Lyst er fløine.
Da ønsker jeg, den Stund var nær,
Da jeg, i Fred med Vrimlen,
Skal see den Graad, vi fælded her,
Slaae om til Smiil i Himlen.
Thomas Moore.