Atter en Stakkel har
Her fundet Fred,
Døden sin Fakkel har
Brat sænket ned!
Tag hende ømt og blidt,
Løft hende let! —
Ak! hun har drømt og lidt,
Nu er hun træt.
Hvor hun er ung og smuk! —
See, fra hver Folderand,
Vaad af den tunge Dug,
Drypper det kolde Vand!
Gjør det blot kort og godt,
Kjærligt, og bort med Spot!
Bort med alt Vildt og Raat!
Tænk kun alt Mildt og Godt
Ved hvad I bære paa!
Glem, hun var brødefuld —
I hendes døde Muld
Qvinden vi ære maae!
Tanken ei fæster
Ved jordiske Rester —
Ærbødig dem dæk!
Støvet er Brødens kun —
Læs blot om Dødens Mund
Skjønhedens Træk!
Synded end svarlig hun,
Randt vi af samme Rod:
Af vi sk da varlig kun
Læbernes klamme Blod!
Løs hendes Lokker,
Der trænge sig frem,
De nødbrune Lokker —
Hvo lejendes ved dem?
Hvor har hun Fader,
Hvor har hun Moder?
Havde hun Søster,
Havde hun Broder?
Hvad eller en nærere
Og endnu kjærere
Støtte og Trøster?
Trods al vor Herlighed,
Er christen Kjærlighed
Da sligt Klenod? —
Spørg derom hende, der
Midt iblandt Mennesker
Ene dog stod!
Søsterlig, broderlig,
Faderlig, moderlig
Ømhed tog Flugt;
Brøden blev klar ihast,
Kjærligheds Himmel brast,
Ja, selv Guds Naade fast
Syntes udslukt!
Hvor Lygterne kaster
Blandt Bæer og Master
En Straale saa mat,
Hvor Stormen gaaer bragende
Henover Tagene,
Stod hun forsagende,
Huusvild ved Nat.
Bølgerne rulle
Skummende frem,
Hun skjælver af Kulde,
Men agter ei dem.
I Livet hun seer ikkun
Skjændsel og Tort,
Til Dødens Mysterium
Glad hun gaaer bort —
Hvorhen og, hvorhen og,
Slipper hun Jorden dog!
Ud sprang hun modig,
Trodsed koldblodig
Det iiskolde Vand —
Tænk Dig et Blik deraf!
Læren, Du fik deraf,
Skamløse Mand!
Gjem den — og drik deraf
Saa, hvis Du kan!
Tag hende ømt og blidt,
Løft hende let! —
Ak! hun har drømt og lidt,
Nu er hun træt.
Lemmerne, ret paa dem
Kjærligt og tvæt saa dem
Ærbart og mildt!
Øiet I lukke til —
Ak, see! med slukket Ild
Stirrer det vildt!
Saadan det brændte, da
Sidst hun det vendte fra
Verden, den levende;
Da Haabet, det visnende,
Fæsted et isnende
Blik paa det Evige.
Nu er hun blot og fri,
Hende gaaer Spot forbi;
Kulde og Nød er endt,
Vanviddets Glød udbrændt,
Taus hver en Røst. —
Hænderne holde hun
Korslagt og folde hun
Fromt paa sit Bryst!
Bed saa om Naade for
Hvad hun forbrød
Ham, som maa raade for
Liv og for Død!
Thomas Hood.