Il fremad med dit Bytte,
Du Bæk med sølvhvid Glands!
Forbi Helenes Hytte —
Bring hende denne Krands!
Siig hende, vil hun være min,
Vort Liv skal rinde lifligt hen,
En Strøm, saa klar og lys som din,
Og blomsterstrøet som den.
Men hvis hun spotter ene
Min Længsel og min Bøn,
Slyng mod de kolde Stene
Den Krands saa frisk og grøn!
Siig, hendes Skjønheds korte Lyst,
Forladt af Ungdom, uden Ven,
Henslængt paa Livets øde Kyst,
Skal visne bort som den!
Thomas Moore.