Groer Sukket til din Læbe fast,
Skjøndt det fik Vinger for at svæve,
Gav Alt Du for et Øiekast,
Og tør dog ikke Blikket hæve;
Naar, skjøndt uskyldig Spøg Du led,
Dog Een kun spøger i din Hjerne —
Er det ei ægte Kjærlighed,
Hvad Pokker er det da, min Erne?
I Eensombed at gruble paa
Det rette Sprog for Sjælens Tanker,
Og mødes man engang, at staae
Forlegen, stum, mens Hjertet banker;
I Himlens Overflødighed
At stirre paa en enkelt Stjerne —
Hvad er det uden Kjærlighed?
Jeg be’er Dig, siig mig det, min Erne
Naar Haabet holder Foraarsfest,
Mens Alvor tænker alt paa Høsten,
Naar Hjertet driver os mod Vest,
Skjøndt Klogskab peger imod Østen;
Og naar vi vender op og ned
Paa Alt, især vor egen Hjerne —
Er det ei starblind Kjærlighed,
Ja, saa er vi To Viismænd, Erne!
Thomas Moore.