Til Sommer vil Svalen
Flye hen over Sund,
Og Vinden besøge
Den løvrige Lund;
Og Skibet, der haster,
Vil ile i Havn;
Men jeg — jeg seer aldrig
Min Fædrenestavn.
Der sørge vel Mange,
Men En dog især,
Hun græder saa ene
For den, hun har kjær;
Du græder, min Elskte!
Thi skjult er vor Vei:
Skiller Død eller Hav os —
Vi veed det jo ei.
Seer Skyer saa hvide
I Dæmringen jeg,
Om Klinten jeg drømmer
Og tænker paa Dig;
Men Skyerne flagre
Mod Himlen og fye —
I Himlen først mødes
Vi, Elskte, paany!
Thomas Hood.