Hun bar en Krands af Roser,
Da først jeg hende saae,
Om Kindens Smilehuller
Et Net af Krøller laae;
Saa let var hendes Fodtrin,
Saa glad var hendes Røst —
Ak! hendes unge Hjerte jo
Kun kjendte Livets Lyst.
Vort Møde var kun flygtigt
Dog end hun for mig staaer,
Med Krands af Sommerblomster
I det krøllede Haar.
En Krands af Myrter bar hun,
Det var den næste Gang,
Meer tankefuldt var Blikket
Og hendes Stemmes Klang;
Sit Barndomshjem forlod hun,
Men En ved Siden staaer,
Det synes, som hans milde Røst
Til Hjertet hende gaaer.
Vort Møde var kun flygtigt —
Dog end hun for mig staaer,
Med Myrtekrandsen slynget
I det krøllede Haar.
Og atter seer jeg hende,
Men uden Blomsterkrands,
En Sørgekappe skjuler
Den før saa rige Glands.
Hun taus og eensom græder,
Og ingen kiærlig Aand
Kan viske hendes Taare bort
Og trykke hendes Haand.
Jeg seer kun hendes Skygge —
Dog end hun for mig staaer
I al sin Ungdomsfylde,
Med Blomster i sit Haar.
Th. H. Bayley.