O, Nanna! vil Du følge mig
Og langt fra Verden hos mig hygge?
Kan Dalens Stilhed fængsle Dig,
Du, som er vant til Lys og Lykke?
Vil, uden Fløil og Perlekrands,
Ei tidt med længselsfulde Sukke
Du drages mod den tabte Olands,
Da Du var smukkest blandt de Smukke?
O, Nanna! fra den fjerne Strand,
Vil Du ei see med Suk tilbage?
Siig, kan Du trodse Solens Brand
Og Vinterstormen uden Klage?
Og vil din Sjæl, saa blød og blid,
Ei under Modgangs Vægt sig bukke,
Men mindes uden Savn den Tid,
Da Du var smukkest blandt de Smukke?
O, Nanna! er saa stærk din Tro,
At Du igjennem Livets Trængsler
Vil trofast hos din Beiler boe
Og dele med ham Savn og Længsler?
Og tynger Sorgen paa hans Bryst,
Vil Du den ømt i Slummer vugge,
Ei tænke paa din Ungdoms Lyst,
Da Du var smukkest blandt de Smukke?
Og kaldes bort tilsidst din Ven,
Vil Du hans Afskedssuk modtage?
Din Smerte, vil Du tvinge den,
Og smile, som i fordums Dage?
Og strøe paa Graven Rosens Blad,
Med dine Taarer den bedugge,
Og glemme, Du var, ung og glad,
Den Smukkeste iblandt de Smukke?
Thomas Percy.