Ingen Tromme blev hørt, ei Basunernes Stød,
Da med Liget til Skandsen vi ilte,
Og til sidste Farvel ingen Salve der lød
Over Graven, hvor Helten sig hvilte.
Vi jorded ham mørkt i den dybe Nat,
Bajonetten skar Tørv til hans Tue,
Mens Maanelyset blanded sig mat
Med en Lygtes døsige Lue.
Ei tynged et Kistelaag paa hans Bryst,
Intet Liglagn omkring ham sig ruller,
Som en Kriger han laae der og slumrede tyst,
Med sin Feltkappe over sin Skulder.
Kort, var den Bøn, vi fremstammed med Iil,
Ei et Ord blev der mælet om Sorgen,
Men vi stirrede stivt paa hans blege Profil,
Tænkte bittert paa den Dag imorgen.
Vi tænkte paa, mens vi redte hans Seng
Og glatted hans eensomme Pnde,
At Fjender den vilde nedtrampe iflæng,
Og vi færdes paa Bølgen derude.
De sagtens vil haane hans Støv, kan jeg troe,
Og mindes med Spot og Foragt ham —
Men lidt vil han ændse det, la’er de ham Ro
I den Grav. hvor hans Landsmænd har lagt ham.
Ikkun halvt var vort tunge Hverv ført ud,
Da Signalet os kaldte tilbage,
Og Drønet af Fjendens fjerne Skud
I Luften vi hørte brage.
I Taushed vi lagde ham — vendt var hans Blik
Mod hans friske Navnkundigheds Scene;
Ingen Steen blev ham reist, ingen Gravskrift han fik
Med hans Hæder vi lod ham alene!
Charles Wolfe.