Den trettende April jeg tog
En Skjændegjæst til Mage,
Hun ved sin Tungefærdighed
Forbittred mine Dage.
Jeg længe mine Qvaler har,
Og endnu fleer mig vented,
Men nu har hende til min Trøst
Omsider Døden hentet.
Samfulde eenogtyve Aar
Vi maatte Livet slide,
Da styrede hun bort sin Curs —
Hvorhen, maa Himlen vide.
Jeg tilstaaer, jeg gad selv det vidst,
Thi jeg vil ei fordølge,
Af alle Qvinder, Jorden bær,
Jeg hende mindst gad følge.
Nu Legemet er vel forvart,
Hvor Ormen er dets Makker,
Men for at huse hendes Sjæl
Sig Djævlen vist betakker.
Hun snarere i Skyen staaer
Og splitter den med Bulder:
Det er, som hørte hendes Røst
Jeg hvergang Tordnen ruller.
Robert Burns.