”Hvor det var skjønt, ifald vi kunde blandt hverandre
”Før det ad Eden staar,
”Her nede blandt vor Jords Pudseerligheder vandre
”Syv-Otte Hundred’ Aar.
”Men, Ak! Moder Eva har os denne Spas fordærvet;
”Hun Plads ved Englefad
”Har sine kjære Børn langt snarere erhvervet
”End de der spise gad.” —
Vi derfor bør det lidt, vi fik, af Liv benytte;
Men, ak! det er saa kort!
Og alt for jevnlig vi erindres om at flytte
Herfra for tidlig bort.
Dog, Held os! vil vi kun, saa rinde Livets Dage
Dog ej endda saa snart;
Trods Knoklemanden selv, vi holde smukt tilbage
Paa dets for raske Fart.
Thi, Venner, lever ej i trofast Venskabs Minde
Hver sand og værdig Ven?
Kun hvad ej er Vi Selv gaar bort — os selv vi finde
I Venners Barm igjen.
Og har vi her vort Liv fuldkommen til et Eden
Ved Søn og Datter gjort,
Saa er det ganske klart, vort Vandreskab herneden
Er ej endda saa kort.
Naar ogsaa Vægt af Aar gjør vore Trin lidt tunge,
Os heel lidt mindre krye,
I Børn og Børnebørn vi see os atter unge,
Og hele Verden ny.
Vort Samfunds Stifter, Dig, vor gode gamle Dreyer!
Held Dig, vor Hædersven!
See, dette Samfund, som alt Snees Aar Dig ejer,
Nu har Dig ung igjen.
Til Lykke, ædle Ven! End skal vi med hverandre
Før det ad Eden staar,
Hernede blandt vor Jords Pudseerligheder vandre
En artig Rad af Aar.
Nyd Venskabs Salighed; nyd Faders skjønne Glæder,
I mange Aar endnu!
O stedse leve skal vort Selskabs Fryd og Hæder
I Børns og Venners Hu!
Pram.