Den forelskede Waldemar blev utaalmodig! Han saae en Lampes Skimren svæve hist og her; det syntes ham tillige, at Skyggen af en Gestalt bevægede sig, og dog kom intet Hoved nær Vindvet. Paa ny greb han en lille Steen, men allerede gjorde Utaalmodighed hans Kasten mindre sikker, Vindvet var kun lidet, han kastede Stenen forbi Vindvet; han ærgrede sig, han kastede atter forbi; og jo meer han ærgrede sig, des oftere forfeilede han sit Sigte. Endelig greb han en heel Haandfuld Sand. Klirr! klirr! klirr! lød det fra Vindvet.
“Hellige Jomfru! hvad kan det være!” En kold Gysen gjennemfoer hendes skjønne Lemmer; hun nærmede sig Vindvet, dog vovede hun ikke, at aabne det. Da kom det hende pludselig for, som hun kiendelig hørte nogen hoste — hem! hem! — hun lyttede stærkt til, og hørte tydelig — pst! pst! — Hm! tænkte hun, et Spøgelse kan det dog vel ikke være. Aldrig har jeg hørt, at et Spøgelse kan sige hem! hem! hoste, eller raabe pst! pst! Men hvem kan det være? — Da foer en Lynstraale hende gjennem Sielen, og kastede Lys til Waldemars Billede. “Skulde han — var det muligt — kunde han — men hvorfor ikke?” Vips var Vindvet aabent.
Gertrud! hviskede han. Waldemar! hviskede hun.
“Er det Dig?”
“Ja, det er mig.”
“Min Gud! hvorledes er Du kommen herop?”
“Nok! jeg er her uden for, sund og frisk; var jeg kun allerede oppe hos Dig!”
De sladrede længe, de sladrede meget, men altid den gamle Vise. Ynglingen satte sit Liv paa Spil for denne Samtale, en Tredie havde ikke villet vove en Hviid for den. Talen var om deres Kiærlighed, og om deres Kiærlighed. Derpaa klagede og klagede de over Jørgen og Geert, over Tolbask og Hollerbol.
En af disse fire var ulykkeligviis ikke saa meget langt borte. Denne Ene var Tolbask, der i Nattens Stilhed travede om i Gaarden. Et Vindstød førde Lyden af menneskelige Stemmer til hans Øre; ja han hørde tydelig tvende gange sit Navn. Strax nærmede han sig til Borgens Bagport ud mod Klippen, opløftede pludselig sin Stemme med en saa uforskammet Hylen, at alle Naboelavets Hunde vækkedes, de skrækkede Ugler flagrede om, Gertrud lukkede Vindvet hastig og ængstlig til, og Waldemar gleed hastig og ængstlig ned af Klippen.
“Det er betænkeligt,” sagde Comthuren den næste Dag, “min Tolbask gjorde i Nat en græsselig Alarm ved Bagporten. Har Du intet mærkt Gertrud?”
“Nei,” sagde hun, og hendes Kinder blussede; thi med den første Løgn gaaer det, ligesom med den første Priis Tobak, ved denne nyser man, og ved hiin rødmer man. Den gamle Onkel gav ikke Agt herpaa, ingen Mistanke kom i hans Siæl; han var i Angst for Røvere, dog ikke for Pigerøvere.
“Man maa passe det Pak op!” brummede Geert von Wellingrade, “Tolbask skal holde Vagt udenfor Bagporten?”
Gertrud hørde det, og det behagede hende ikke; thi hvorledes skulde hun advare den troe Yngling? At han atter vilde komme, det sagde hendes Hierte hende.
Saa stod hun da i sit Kammervindve, vaagen og ventende, bedende og bævende, lige til Midnat. Tolbask er endelig krøben hen i en Krog, og snorker.
Natten var kiøn og klar. Den lange Hermann (et Taarn i Hofborgen) kastede sin Skygge langt over Borggraven. Rørbiten brummer, og Vagtelen surrer i det høie Græs. “Ak! her føler jeg mig saa ængstelig vel!” sagde Waldemar lyttende og lurende. Brum kiære Rørbit! sur kiære Vagtel, men brum og sur mig ikke min Elskede i Søvn. “Tys! Domkirkens Klokke slaaer Tolv. Rask op ad den steile Klippevæg! Inden i mig Ungdom og Kiærlighed, udenfor den venlige Maane! til Høire Mod, til Venstre Haab! saa klavrer man op i Himlen.
Han klavrede, han snublede! Nu flagrede hans Kaardegehæng i en Tjørn. Lad det flagre i Aftenvinden, saa skræmmer det Ørnen, som forfølger den elskende Lærke. — Han steeg høiere og høiere op, nu rev en Green hans gule Ridderhams itu. Lad rives itu, hvad ikke vil holde; saa bliver du Stodderen liid, og tigger sødt om Kiærlighed.
Stakaandet arbeydede han sig møisom opad, o vee! nu skar en Steen hans stærke Haand! Lad kun bløde! Hiertet er dog sundt og friskt. Velan! vi er ved Maalet!
Gertrud hører denne Raslen. “Hielp, hellige Ursula! Hun rækker sin Svanehals ad Vindvet, seer ængstlig efter Tolbask. Han snorker endnu; hans Næse er skiult af de lange, krøllede, Haar; ustraffet opsnuser han ikke den dristige Kiærlighed.
Alt griber Waldemar den første Gierdepæl, og svinger sig hastig op paa Høiens Spidse. Pst! lyder det ovenfra. Pst! lyder det nedenfra. Den varme Sommerluft førde Elskovens Hvisken fra eet Øre til et andet; dog desværre ogsaa til Tolbasks haarskiulte Øre; der spidsedes og reiste sig, og kaldte Næsen til Hielp; flux skyndte Tolbask sig ud af sin Sovekrog.
Den unge Ridder, hvis Fod var undgaaet Klippens skarpe Stene, ahnede det ikke, at skarpere Tænder truede ham, og slog det høire Been modigen over Gierdet. Pludseligen følde han sig ikke just lempeligen angrebet; forgiæves beskyttes han af sine stive Støvler; Tolbasks Tand trænger ind i hans kiødfulde Læg, den ulykkelige Yngling giver et uvilkaarligt Smerteskriig fra sig, han føler Blodet løbe, ham varmt ned af Foden; snart lader denne Helvedshund ham løs, for ved sit tordnende Vau, Vau at kalde paa Husets Folk; men saasnart hans Fange giør mindste Bevægelse til at undflye, antaster den ham med nyt Raserie, og holder ham fast.
Waldemar skiær Tænder og bider sig i Læberne, for at dølge sin Smerte. Intet Sværd ved Siden, ingen Dolk i Beltet, ingen Kniv i Lommen. Han rykker med Magt i nærmeste Gierdepæl; Angest, Smerte, Fortvivlelse forøger hans Kræfter, han rykker Pælen op, svinger den høit, og lader den centnertung falde ned paa Tolbask. Strax trækker denne Tanden ud, og tumler med Morderhylen fem Skridt tilbage. Derved vandt Ridderen Tid, til at kunne svinge det sunde venstre Been efter det høire, og modigen springer han ind i Haven.
En ny haard Kamp begyndte nu. Tolbask gik rasende løs paa ham, ikke agtende de mange Slag den fik, og da dens mandige Modstander i et Øieblik svingede den beskyttende Kølle altfor høit, løb den ham ind under Armen, og greb ham rasende i Brystet. Nu var der intet tilovers for den ulykkelige, forvovne, Elskovsridder, end at kaste Gierdepælen fra sig, og at slynge begge sine nervefulde Arme fast om sin forbittrede Fiendes haarfulde Nakke.
Dog han var kun en halv Samson, og Tolbask en heel Løve. Allerede gnavede den skarpe Tand i Waldemars Bryst, allerede randt Blodet udaf hans Arme, hans Kræfter forlod ham, han vakler, det sortner for hans Øine, han segner til Jorden — og den onde Time er kommen, da Tolbask ved en blodig, grusom, Død vil forevige sin gamle Herres indgroede Had og rasende Forbittrelse mod Yrkols Familie.
Der ligger det blodige Offer under sin Elskedes Vindve! Med skingrende Stemme skriger hun forgieves om Hielp; og i sin Angst river hun Haaret af sig. Det sidste Suk døer paa hendes Læber, hun skielver tilbage, tumler henmod Døren, segner, og bliver afmægtig liggende ved Dørtærskelen.
Men hvad er det for et Udyr, af Skabning som en Biørn, der springer op af Klippen, styrter rasende og fraadende over Tolbask, kaster ham til Jorden, som Stormvinden Fyrretræet, griber ham og bider ham i Struben, river hans Hud i blodige Flænger, lader den Overvundne ligge livløs, springer logrende til Waldemar, og slikker Blodet af hans Saar.
Hvem var den gode Aand, der hielpsom forbarmede sig? var det Ursula i en Biørneskikkelse? var det Sanct Georg, Ynglingens Skytspatron? — nei, det var Hollerbol, den troe Hund Hollerbol! der med Hundeømhed elskede sin unge Herre, og hvis Harmodighed i dette afgiørende Minut glemde alle de Prygl, som fortrædelig Lune ofte havde tildeelt den. Den var, jeg ved ikke hvorledes, i denne Nat kommet paa den unge Eventyrers Spor, og havde eftersnuset ham saa længe, indtil den ved Klippens Fod opdagede den møisommelige Sti. Hvad der lykkedes hiin ved Kiærlighed, det giordes muligt for Hollerbol ved Instinkt. Han klatrede ham efter, og kom i rette Tid, for at redde Ynglingens Liv.
Den troe Hollerbol staaer endnu stedse og slikker den unge Ridders Saar, der langsom kom til sig selv, og som opvaagnende af en slem Drøm, befinder sig, istedetfor i Gertruds Arme, imellem Hollerbols Been. “Hollerbol! hvor kommer Du her?” ere hans første Ord. Hollerbol logrer venlig og tier. Han broutter ikke af sine Handlinger; i det Øieblik, den Overvundne udstrækker alle fire, har den forglemt den hele Kamp.
Waldemar seer med Forundring Fienden svømme i sit Blod, hvis sagte Stønnen røber endnu lidt Liv. Og da Ven Hollerbol mærker denne sagte Stønnen, tager den ham endnu engang fat, giennembider Struben, ryster denknurrende, og lader den falde. Da erfarer Ynglingen, hvem der havde reddet ham, medens han af Afmagt var segnet ned i Græsset.
Ynglingen opløfter nu sine Øine, Gertruds Vindve staaer endnu aabent. Han stirrer, og seer dog intet; han lytter, og hører dog intet. “Hvad kan denne Dødsstilhed betyde?” Ja, Dødsstilhed er deroppe; men i Huset bliver det muntert og levende, man løber om med Lysene, man slaaer med Dørene, Portene knirke, Nøglerne rasle; Stemmer raabe, Stemmer svare, først langtfra, saa nærmere og stedse nærmere Bagporten.
Alt trænger et Fakkelskin sig gjennem Portens Sprækker, den unge Ridder anseer det for Overmod at maale sig med den hele Skare, især som saaret, kraftesløs, uden Vaaben og Værge. Han samler altsaa sine sidste Kræfter, springer over Hegnet, og Hollerbol bag efter. Derpaa gaaer det flux rask ned af Klippen; og nu ere de i Sikkerhed. Waldemar lister sig hiem, forbinder Saarene, saa godt han kan, kryber i Sengen, og Hollerbol kaster sig for hans Fødder.
Natten er kiøn og klar. Vi, som roligen see til paa Kampen, ville dvæle en smule bag Hegnet, for at erfare, hvad der endelig kommer ud af dette Hvirvar.
Alt aabner Bagporten sig. Tvende Svende træde frem med Fakler i Hænderne, med blotte Been og i bare Skiorter, den blege Frygt staaer malet paa deres Kinder. Indsvøbt i en Skindpels følger Ridder Geert von Willingrade med et vældigt Sværd under Armen. Gruppen skrider langsom fremad, mistroisk seende til alle Sider, Haaret reiser sig paa Hovedet af Svendene, og en kold Gysen gjennemfarer deres hele Krop.
“Hielp, hellige Benedigt! hvad er det? der ligger den stakkels Tolbask! Fanden har dreiet Halsen om paa den.”
“Pok Hedninger og Moskoviter!” bandede den gamle Comthur. — Lys hid, I Svende! — Ja, det er min Tolbask, forslængt, Struben bidt over. Gud staae os bi! det gaaer ikke rigtigt til! den fule Aand alene kunde bekæmpe min Tolbask.”
Han overrækker den nærmeste af sine Svende sit Sværd, kaster sig over det varme Liig, beføler det, rusker i det; forgiæves! Hundesjælen er faren ud! — Nu overlod han sig ganske til sin billige Smerte; Skindpelsen flagrede om hans nøgne Lænder, vild sprang han op, og brølede i Luften:
“O Tolbask! Tolbask! Biørnehundenes Krone, den Wellingradiske Stammes Stolthed og Ziir! min Jagthund! min redelige Staldbroder! hvem skal nu glad logre mig imøde! hvem skal nu engang hyle paa min Grav! — O Tolbask! Tolbask! du er død! hvor vil den gamle Yrkol triumphere! hans Hollerbol har nu ikke længere nogen Medbeiler!”
Saa klager den nedbøiede Nimrod, og, overvældet af Smerte, river han Nathuen af sin skaldede Isse. Han gnider den imellem de knoklede Fingre med stive Blik paa det elskede Liig.
“Herr Ridder,” hviskede den af hans Svende, som stod ved venstre Side; “see i Været, Gud være os alle naadig! Dragen er fløiet ind af Frøken Gertruds aabne Vindve.
Den gamle Herre opvaagnede ved disse Ord. “O vee! den fule Aand har ogsaa sønderslidt min Myndling. Op! op! maaskee er der Hielp endnu!”
De stampede nu alle tre ind igiennem Porten op af Vindeltrappen, langs med den smalle Gang udenfor Frøkenens Dør. Pok! pok! pok! “Gertrud luk op!” Der bevæger sig intet. Pok! pok! pok! “Gertrud sover Du?” Ingen Lyd, intet Aandedræt.
“O vee mig stakkels gamle Mand! Diævelen har myrdet, hvad der var mig kiærest! Tolbask og Trude ere henfarne! Herfrem I Svende! henter et Jern, og brækker Døren op.”
Svendene adlyde. Hængslerne knirke, Døren knager, et stærkt Fodstød: og nu flyer den op. Der ligger den arme Pige endnu uden Samling ved Dørtærskelen, hendes blaae Øie lyser ikke, hendes skiønne Barm hæver sig ikke. Den gamle Onkel lægger sin Haand paa hendes Hierte. “Det slaaer dog endnu. Kom med Vandkanden!”
Rundelig gyder han hende en Strøm over Ansigtet, saa Vandet løber fra de blonde Lokker ned paa Barmen, og strax aabner et dybt Suk de fast tilsluttede Læber.
“Hun lever! hastig med hende i Sengen! kald paa Kammerpigen!”
Kammerpigen kommer, Svendene gaae, Gertrud bæres i den varme Seng. Neppe har den bløde Duun snoet sig om hendes deilige Lemmer, saa løber det unge raske Blod igien som tilforn, Læbe og Kind blomstre i Rosenfarve, og det violblaae Øie aabner sig.
“Lever han?” er hendes første Ord: “lever han, eller er han død?”
“Hvem, Barn?”
“Min Waldemar! Red! hielp! riv Tolbask bort fra ham!”
Waldemar og Tolbask, hvad have de med hinanden at giøre?”
“Ak, kiære Onkel, red ham! er han endog Eders Fiendes Søn, saa er han dog et Menneske, og I bør som Christen vise Barmhiertighed.”
“Hvor er han da?”
“I Haven, der er han klattret op af Klippen.”
“Pige, Du er ikke ved fuld Samling. Waldemar op af Klippen! Waldemar i min Have! og din gamle Onkel skal lede ham ind i dit Sovekammer!
“Nei dog, nei! kun rive Tolbask fra ham. Den ombringer ham!”
Der stikker noget under. Har Tolbask anfaldet ham?
“O Gud! har jeg ikke seet hans Blod flyde?”
“Tolbaskes Blod?”
“Nei! nei! den unge Ridders Blod. O lad mig selv komme ned!”
Hun vilde springe ud af Sengen; Comthuren griber hende ved Skuldrene, og trykker hende ned i Dynerne, som han vilde knuse hende.
“Diævelen,” raabte han skummende af Vrede, “har ført Waldemar herop gjennem Luften, for at bedrage min Myndling, og myrde min stakkels Tolbask.”
“Er Tolbask død? nu Gud og den hellige Ursula være Tak!”
Dette Suk gik rigtig nok den gode Pige fra Hiertet, men man maa ikke sige alt, hvad der gaaer fra Hiertet. Den gamle Ridder rasede som en Tiger. — “Gud være mig saa sandt naadig i min Dødsstund, som Du skal pønitere derfor i en Dragt af Haardug”; —
Efter disse Ord skiød han Kammerpigen foran sig, styrtede ud, og slog Skode for Kammerdøren uden til.
Med lange Skridt trampede Comthuren op og ned i sin Vaabensal. Neppe oplyste Morgensolen St. Olai Kirketaarn, da skreg han ud af det hvalvede Vindve: “Rudolf! sadle strax den Brune!”
Den Brune blev sadlet, Ridderen kom i Hast i sin Læderpands, omgiordede sig med Sværdet, forglemde sin Lægesalve, og svingede sig rasende paa den stampende Hest. Porten blev aabnet, Rytteren travede ud, Vægteren i Kuppelporten lod Vindelbroen falde, Hestehoven dundrede. Den stolte Hingst vrinsker i den friske Morgenluft, og bærer lydig sin hævnlystne Herre til det baltiske Havs Bredde.
Bølgerne rasle sagte, Maagerne flagre om, Ravne og Krager skrige, Bønderne kiøre til Torvs, deres Hiul knirke; den gamle Ridder er døv. Ubevægelig, mørk, stirrer han frem for sig, kun i Fødderne er der Liv, thi den langskaftede Spore trykkes alt dybere og dybere ind i Hestens Ribbeen. Den Brune, uvant til slig Tiltale, slaaer bagop, saa Sand og Vanddraaber ryge Rytteren om Ørene, pruster og fnyser, overtraader Bidselet, og flyver i Fart til de fromme Birgitte-Søstres Klosterport.
Prr! raaber Rytteren, vi ere ved Maalet! rask springer han af, og binder den hedte Hingst ved Portens Ring. Derpaa trækker han i Strængen, eengang, togange, tregange. Klokken lyder stærkt, dog bevæger sig ikke det mindste. Det var saa tidlig; de fromme Jomfruer drømte endnu om de Synder, som de vaagende maatte udsone ved Bønner. Den Utaalmodige trækker stærkere. “Jeg kommer strax!” skriger en fiin Stemme. Og nu hører man Nøglerne rasle, en lille tilgittret Luge aabnes, et tykt Hoved lader sig see bag den, med røde hængende Kinder, venlig og velsødt. “Hvem der!” lyder Portnerskens Stemme; “hvad er Eders Begiering, strænge Herre?”
“Ærbare Jomfru, I vilde behage, at berette Fru Abbedissen, at Ridder Geert von Wellingrade, Comthur i Reval, staaer her ved Porten, og anmoder om en Samtale med hende.”
“Strænge Ridder, Eders Begiering skal jeg strax efterkomme.”
Ikke længe efter saa rasle Nøglerne paa ny, Gitterlukket tilsluttes, og Porten lukkes op. “Gud være med Eder, strænge Herre! Træd nærmere, og dvæl i Talesalen et Øieblik; Frue Abbedissen har strax endt sin Andagt.”
Abbedissen Elisabet von Luggenhusen traadte med ærbar Mine og afmaalte Skridt ind i Talesalen, med en bekæmmet lille spansk Hund under Armen. Elisabet og Ridder Geert vare Nabobørn, de havde kiendt hinanden, da de endnu bleve kaldte, hun Frøken Lise, og han Junker Geert; og Junker Geert og Frøken Lise havde tumlet sig i mangen deilig Sommeraften i det Grønne paa Borgpladsen. Men siden den Tid havde Alt faaet en stor Forandring.
Efter de første Hverdagscomplimenter begyndte Ridderen at udøse sin Kummer.
“Ærværdige Frue!” saaledes tog han til Orde: “I erindrer Eder vel endnu fra Eders Ungdomsaar, den store sorte Murqui, som min salig Fader røgtede som sin Øiesteen, og som i hele Omegnen ikke havde sin Lige.”
Abbedissen. Jo, den erindrer jeg ret vel. Det var et vakkert Bæst, en Skræk for Biørne og Ulve.
Comthuren. Ja! deri har De Ret. Dens Been hvile nu under en Høi af mine fædrene Godse, hvor en ung Eeg grønnes. Dens Dyder levede endnu til i Gaar i min vakre Tolbask, hvis Bestefader den var. Nu er den hedenfaren, og dens Blod raaber om Hævn!
Abbedissen. Hvad kunne nogle stakkels Klosterfruer udrette i denne Henseende?
Comthuren. Hør mig. Min Søster Bertha døde, og efterlod mig en Datter. Hun har lagt sig efter en Knøs,der ved Nattetider sniger sig under hendes Vindve. Der traf han min Tolbask, og myrdede den. Da svor jeg høit og dyrt, Pigen skulde i en Dragt af Haardug giøre Bod til sit Livs Ende! Derfor kom jeg her til Eder, ærværdige Frue, og min Begiering er: at I vilde for gammelt Venskab tage min usædelige Myndling under Eders Opsigt, indspærre hende i et velforvaret Kammer, og efter overstaaet Prøveaar indvie hende til den hellige Birgittes Klosterfrue. Ridder Geert von Wellingrade sørger for Himmelbrudens Udstyr.
Ved de sidste Ord bevægede Fru Abbedissens Hage sig med huld Venlighed. Hun forudsendte et fromt Suk, og sagde: “Et Kammer er i Beredskab til at imodtage det onde Verdensbarn. Indsluttet af Laase og Mure, ved Hudfætning og Spægen, ville vi med Sagtmodighed lære hende at korsfæste Kiødet.”
Comthuren. Velan, mit Ærinde er fuldbragt. Nu raaber blodig Hævn mig tilbage til Staden; med mit Sværd vil jeg indgrave Navnet Tolbask i den unge Yrkols Hierte.
Abbedissen. Ikke saa, strænge Ridder. Lad en lille Paamindelse røre Eders saarede Hierte. Hævn sømmer sig ikke for en Christen; ikke heller maa man hænge sit Hierte til Kreaturet.
Comthuren. I taler, fromme Frue, som I forstaaer det. Dog vædder jeg, I vilde gebærde Eder meget ublid, om — (her aabnede han Vindvet, og greb den lille spanske Hund ved Hovedet), om jeg kastede Eders lille Yndling herud.
Fru Abbedissen modsatte sig, holdt sin lille Hund fast indsluttet i sine Arme, og havde intet videre at indvende. “I Aften bringer jeg Eder min Myndling,” var hans sidste Ord, da han svingede sig op paa den brune Hingst.
Nu travede han afsted. Vi ville imidlertid forføie os til Waldemars Sovekammer, og kikke ind gjennem en Sprække paa Døren.
Solen stod allerede høit paa Himlen, da den unge Ridder, gabende og strækkende sig, opspilede Øinene; den forgangne Nats Hændelser svævede som en Feberdrøm for hans Hukommelse. En rolig Søvn havde vederqvæget ham. Han sprang hurtig op fra sit Straaehynde, vaskede og salvede sine Saar, og begyndte munter at klæde sig paa.
Da han saaledes stod for Vindvet, og nynnede en munter Kiærlighedssang, traadte en Svend ind, som bar paa Armen det Wellingradiske Vaaben. Stærk slog Ynglingens Hierte ved Synet af ham. “Guds Fred! hvad bringer du mig?”
Svenden. Jeg er sendt fra min ædle mandhaftige Herre, Ridder Geert von Wellingrade, Comthur i Reval, til Ridder Waldemar von Yrkol, ham Gud fordømme!
Waldemar. Bød din Herre Dig, at tale saaledes?
Svenden. Ord for Ord saaledes. Du er — saa siger den strænge Herr Comthur — Du er som en Røver ved Midnatstid trængt ind imellem mine Mure, har forført min sædelige Myndling, og dræbt min Tolbask.
“Du har løiet, og atter løiet,” skreg Waldemar, hvis unge Blod flux begyndte at koge. “Forbandet være den Klaffertand, der vover at sætte den mindste Plet paa Frøken Gertrud von Scharenbergs Ære! Den vil jeg bevise med Landse og Sværd, ved Dag og ved Nat, at han er en fiendtlig Løgner!”
Svenden. Herr Ridder, jeg talede efter min Herres Ordre, og kaster Eder Stridshandsken for Foden. I Middagsstunder rider Ridder Geert til Sandbierget udenfor Staden.
Waldemar, hvis blussende Ungdomsild hæmpedes af de gamle Ridderskikke, fattede sig med Anstand, tog Handsken op, og sagde sindig: “Har Du intet videre at sige?”
“Intet.”
“Saa gaae med Gud! Min Hilsen! Jeg skal komme.”
Svenden gik ned ad Trappen, og Waldemar op ad den til den gamle Ridder Jørgen. “Fader, jeg skal i Dag slaaes i en Tvekamp.”
“Gaae i mit Rustkammer, og vælg Dig et godt Sværd.”
Waldemar havde Døren alt i Haanden, da den Gamle raabte: “Et Ord, min Søn! hvem er din Modstander?”
“Ridder Geert von Wellingrade.”
“Comthuren?”
“Just han. Jeg elsker hans Myndling, og det vil han ikke lide.”
“Det giør han ret i.”
“Jeg har i Nat under hendes Vindve begiert at holde en sædelig og venskabelig Samtale med hende; der har hans Tolbask overfaldet mig.”
“Nu? jeg haaber, Du har lagt den?”
“Uden Vaaben og Værge kunde jeg ikke faae Bugt med den; men vor Hollerbol —”
“Vor Hollerbol? hurtig! hvad videre?”
“Den har bidt Tolbask ihiel.”
“Juhhei! Du bringer mig et glad Budskab!” Han sprang op af Stolen, og trykkede ham efter to og tyve Aars Forløb førstegang igien i sine faderlige Arme. “Har jeg ikke altid sagt, at Hollerbol er en ganske anden Hund, end hiint dovske Tyrk? Hvad videre, kiære Søn? Har Comthuren sendt Dig en Udfordring?”
“Nu nys gik en af hans Svende fra mig, der efter mange Forhaanelser kastede Handsken for mine Fødder, og bestemte Middagsstunden til en Tvekamp paa Sandbierget.”
“Saa drag hen, min Søn! tag det beste Sværd udaf mit Rustkammer, den beste Hest udaf min Stald; og vender Du seirende tilbage, saa skienker jeg Dig begge.”
Waldemar gik og væbnede sig, og da Klokken slog Tolv, da trampede Hestehoven allerede paa Sandbierget bag om Reval, hvor nu omstunder Reisen fører til Pernau. Ved sin Hofte hang baade bredt og kort Sværd, paa Spidsen af hans Landse vaiede en blaa Fane; hans Stammes Vaaben, to Stridsøxer og en Krone vare indvirkede deri med Guld. Han havde opslagen Visir, Ansigtet vendt mod Stadens Porte; utaalmodig stampede hans Hest i Sandet.
En sort Fiederdusk bevæger sig alt bølgeagtig over Broen, en Rytter i Harnisk nærmer sig i fuld Galop. Nu synker han ned i Dalen, nu skiuler en Høi ham for Øiet, her er han forsvunden, hist kommer han efterhaanden igien tilsyne, rask træder Hesten i den dybe Sand, og hvor Høien bedækkes af det Grønne, der skyder den frem, fjerlet berørende Græsset.
Nu see Ridderne hinanden fast i Øinene, og rask er begges Visir sluttet. Uden at opholde sig med pragtelig Ordstrid, fare de forbittrede mod hinanden, og Landserne brækkes; Splinterne hvine i Luften, men ingen af dem vakler i Sadlen. Behændigen giøre de sig løse af Stigbøilerne, springe ned, trække Sværdene, og det blanke Jern glimrer i Soelstraalerne. Rask som Hagl banker Slag paa Slag, saa Harniskerne klirre, i Hielmene Bugler, i Sværdene Skaar; alt trættes Armen, alt bliver Aandedrættet stakket, men endnu flyder ingen Draabe Blod.
Waldemar, stolende paa sin Ungdomskraft, seer nu et gunstigt Øieblik, springer den gamle Ridder ind paa Livet under hans Sværd, omsnoer ham med begge Arme, som Herkules engang omslyngede de hedenske Kæmper, og kaster den kraftløse Olding til Jorden.
“Fordømte Knegt!” skriger den gamle Comthur, væltende sig i Sandet. Den unge Ridder trykker sit Knæ paa Modstanderens Bryst, og sætter ham Sværdet for Struben.
“Dit Liv er i min Magt, jeg skienker Dig det. Forglemt og tilgivet være Spot og Forhaanelse; men giv mig din Myndling til Hustrue.”
“Før skal hun blive druknet i Østersøen, eller blive styrtet ud af Klippen fra sit Kammervindve!”
“Jeg tørster ikke efter dit Blod, thi det flyder ogsaa i Gertruds Aarer. Dog sværger jeg Dig ved Gud og min Ære! jeg giver ikke Slip paa Pigen. Jeg er som Du, Adelsmand og Ridder, ogsaa har Himlen rigelig velsignet mig med Godser; hvad har Du imod mig og min Slægt!”
Da Waldemar seer, at hverken Fornuft eller Magt kan formilde Comthuren, springer han op, svinger sig paa sin Hest, traver afsted, og lader den Trodsige ligge.
Med megen Møie reiser sig endelig Comthuren op af Sandet, søger beskæmmet sit Sværd, og stikker det med en Eed i Skeden. Afmægtig Hævn koger i hans Barm, — afmægtig? nei, han havde endog uden Sværd Vei til Ynglingens Hierte; thi neppe er han kommen tilbage paa sin Borg, saa lader han strax spænde for sin gamle Vogn; Frøken Gertrud maa tilsløre sit Ansigt, og medbæres næsten uden Bevidsthed, og kastes paa Vognen — og rask far den afsted over Stok og Steen, den gamle Morbroer traver bagefter; hendes Jamren og Sukken rører ham ikke; vranten Tavshed tillukker hans haarde Hierte.
Den ulykkelige Pige! hun veed ikke endnu, hvilket Uveir der skal mørkne hendes Ungdoms Vaar. Gertrud mener, man vil føre hende til sin Morbroers Landgods, et øde Sted ved Peipusøe, beboet af Ørne, Maager, Biørne, Ulve og Elsdyr, vaadt og koldt, omskygget af gamle Fyrrer; og at hun der skal hensørge sin Ungdom, indtil Kiærlighed forløser hende. Thi Waldemar er tro, det siger hendes Hierte; sikkerlig! sikkerlig! han vil engang finde Middel til at drage hende ud fra hine Fyrrers Skygge frem til Kiærligheds Soelskin.
Allerede dreier Vognen af paa venstre Haand fra Veien, Hestene træffe møisom op af den steile Høi, hist ligger Marienthal; hastig rulle Hjulene ned ad Høien. Prr! der staae de udenfor Porten. Det venlige tykke Hoved med de røde hængende Kinder staaer alt paa Luur, Skoden klirrer, Porten knaager, Søster Agathe valter frem, maaler den tilførde Pige med nysgjerrige, talende Øine, og modtager Slagtofferet.
“Bød her for dine Synder!” siger den gamle Comthur, og uden at byde Farvel, vender han Hesten. “Min Hilsen til Frue Abbedissen!” Nu farer han afsted, og med ham forlader Haabet Gertrud. Den ulykkelige Pige vakler ind i Talesalen, og synker afmægtig ned.
Elisabet von Luggenhusen lader sig see med sin lille Hund under Armen, og fire til fem bedagede Søstre. Med sødmodig, fromme, glatte, Ansigter, og en Stemme fuld af Salvelse, holdt de for deres Offer saa en skiønne, lang og bred, Sermon over Verdens Forfængelighed, den syndige Elskov, og Eensomhedens Lykke. Men, da de kraftfulde Trøsteord ikke forskaffede Gertrud nogen Lindring, ledsagede man hende ned i sit Kammer, og anbefalede hende Bønnen. Hun fandt en liden Seng, Bord, Stoel og Crusifix, det var alt. Man lod den Poeniterende alene med Gud og Waldemar.
Et bestigittret Vindve vendte ud til den skummende Østersøe. Paa høire Haand, ganske nærved, laae en underjordisk Gang, stille og gyselig, paa hvis Ryg en kjølig Vind overstrøg det magre Græs med den hvide Sand. En Krage sad paa et udgaaet Træ og skreg, Nonnerne sang i Kirken, og Dødningeuhret pikkede i Væggen.
Lad os forlade den arme Pige, den Ulykkelige er helst alene. Vi vende tilbage til Staden, hvor det hundredtungede Rygte allerede hviskende frembar fra Øre til Øre den Efterretning: at Frøken von Scharenberg skulde være en Birgitte-Nonne. Det natlige Eventyr, rigelig udstafferet med Tillæg, gik fra Mund til Mund: de gamle Matroner ved Spinderokken korsede sig, og snakkede meget; de unge Piger ved Væverstolen bleve røde, og sagde intet; de adelige Junkere stak Hovederne sammen, og sagde: ih, det er Skade!
Waldemar var ikke den sidste, som fik denne sørgelige Tidende at høre; En tjenstfærdig, geskæftig og snaksom Tante bragde ham den saa frisk, som hun selv havde faaet den. Om han græd eller bandede, fortæller Krøniken ikke meget om. Formodentlig giorde han begge Dele, som det sig bør. Næste Morgen ganske tidlig maatte hans Svend sadle hans Stridshest, han væbnede sig, og reed ud — hvorhen? det vidste ingen. Først længe efter erfarede hans Fader, at han havde foretaget sig et Tog imod Moskovitterne, og fægtede, under Novgorods Fahne, for Førsten Mojaisk, som Czar Wasili Wasiliewitsch havde fordrevet til Liefland.
“Ak!” udbrød den gamle Ridder Jørgen: “naar han kun bringer Hollerbol sund tilbage!” Thi Hollerbol var trolig fulgt med sin unge Herre.
Comthuren glædede sig, og Gertrud saae med stum Angest Enden paa sit Prøveaar imøde!
Tolbask og Hollerbol! I Helte i denne sande Historie! hvo skulde have troet, da eders Fru Moder kastede jer i en Krog af Stalden, at engang for eders Skyld en Nonne skulde græde eensom, og en Ridder fægte imod Moskovitterne?
Ja, hun græd et heelt, langt, Aar, den stakkels Gertrud! og han kæmpede et heelt, langt, Aar, den kiekke Waldemar. Hun kom aldrig i Guds frie Luft, han kom aldrig inden for fire Vægge. Hun kæmpede mod Satan med Bøn, han kæmpede mod Moskovitterne med Sværdet; men hverken Satan eller Moskovitterne kunne seire over Kiærlighed. Den fulgte med Gertrud for Bedealtaret, den tumlede vildt med Waldemar i Felten.
Nei, længere kan den unge Helt ikke udholde Adskillelsen. “Kom, Hollerbol! vi drage hiem.” Saa udbrød han, da et Aar var henrundet. “Under Klostermurene vil jeg bygge mig en Hytte, ved Kroppens Spægelse med Pidskeslag vil jeg tilkiæmpe mig Helligheds Rygte, og saa tidt Klokken lyder til Hora, vil jeg iblandt hundrede Stemmer lytte efter min Piges Englestemme, indtil Dødsklokken engang forkynder: den stakkels Eremit har endt sine Lidelser.
Saaledes sværmede Ridderen paa Hiemreisen. Hæderværdige Saar vare hans Ridderløn. Hest og Hund røbede ligesom deres Herre, ved Magerhed, at de ikke havde lagt paa den dovne Side.
Allerede saae han langtfra sin Fædrestads Taarne, paa høire Haand i Dalen laae det stille Kloster; bestraalet af Aftensolen. Paa Toppen af Laaksbierget holdt han stille, med ubeskrivelig Rørelse skuede han ned, og en Taare faldt paa hans Jernhandske. Fordybet i en Samtale med sig selv, blev han i Hast vækket af en forvirrende Tummel nedenfor. Han aabner Øinene og seer, Unge og Gamle, til Hest og til Vogns, Riddere og Svende, Fruer og Frøkener. Den hele Landevei er fuld, det vrimler i Dalen som i en Myretue.
“Hvad er paa Færde? Hvilken hellig Fest høitidligholdes i Nat?” Under disse Tanker sætter Waldemar ned af Bierget, og spørger det første Tog, han støder paa: “Hvorfra? hvorhen? hvad skal der skee?”
“Vi drage til Klosteret Marienthal, der skal i Morgen ganske tidlig en Nonne indklædes.”
“En Nonne? og hendes Navn? —”
“Frøken Gertrud von Scharenberg.”
“Gud i Himlen!” mere formaaede han ikke at stamme. Uden Sands og Samling rider han fremad; og den, der bliver hans stive Øie, hans ligblege Ansigt, vaer igiennem den aabne Visir, den undviger ham, og seer frygtsom efter ham, som vilde han spørge: hvad er hændtes den Mand? Saaledes kom han ind i Staden til sin Faders Gaard.
“Guds Fred, Fader!”
“Guds Fred, min Søn! hvor kommer Du fra? Du seer ilde ud. Du har vist lidt megen Nød og Mangel? —”
“Der, Dreng, tag min Hest. Lev vel, Fader!”
“Hvorhen, min Søn?”
Waldemar er allerede borte; han løber op af en Gade, og ned af en anden, og samler sine Krigskammerader. “Brødre! Venner! jeg forlanger en Riddertjeneste af Eder; afslaae I mig den, saa styrter jeg mig i Vandet!”
“Forlang, kiære Vaabenbroder! hvilkensomhelst Tieneste du vil — vi ere begede til Skiemt og Alvor.”
“I kiende den ædle Pige, som jeg elsker. Uden mange Ord, seer mig i Ansigtet, der har Angsten skrevet mere, end jeg kan sige. Hun skal i Morgen indvies til Nonne. Brødre! hielper mig at redde Jomfruen! Jeg kan hverken leve eller døe uden hende. Troe ikke, jeg er feig, fordi I see mig græde. I veed dog nok, at Moskovitterne have følt mit Sværd. Vel troede jeg, at glemme Pigen, og tumlede mig tappert om. Din Kiærlighed, sagde min Fader, sidder i dit varme Blod. Ak! mit varme Blod har flydt ofte, men min Kiærlighed bliver altid lige hæftig. Derfor, kiære Vaabenbrødre! hielper mig at befrie hende, at jeg kan giøre hende til min Hustrue; saa skal mine Børn engang nedbede Guds Velsignelse over eder.”
Hvad han talede, har jeg fortalt eder; men hans angstfulde, blege, Ansigt, hans bævende Stemme, hans halv tilbageholdne Taarer, havde mere rørende end Ord. Ynglingerne stode rundt om ham, Naturens Veltalenhed virkede kraftig.
Rørte og tavse gav enhver ham et nordisk Haandtryk, som de vilde sige: Du forstaaer os. “Lad os samle os en Time før Midnat udenfor Jørgen von Yrkols Huus,” sagde Knud von Ulvenskiold, “vel forsynede med Vaaben og Værge. Enhver bringe en Svend med sig, der bær en Stige. Op Waldemar! vær munter og ved godt Mod! Inden Dagen gryer, er Gertrud din.”
De raske Ynglinger skiltes ad, og enhver ilede hiem, for at ruste sig til Eventyret. De holdt ogsaa alle ærligen Ord. Ved det aftalte Klokkeslæt vrimlede det paa Gaden under Jørgen Yrkols Vindver af Sværd og Stænger, Stiger og Brækjern. Naboerne kikkede igjennem Luger og Vindver, og sagde: Gud frie os! hvad skal det betyde?
Imidlertid blev Tiden det vaabnede Selskab nu kun for lang; thi Hovedpersonen i deres Forbund, Waldemar, lod sig ikke tilsyne. Hvor bliver Du af, unge Helt? er Din Flamme udslukket? har Du forglemt, at Gertrud om faa Timer formæles med en Brudgom, som ingen jordisk Magt kan rive hende fra? Herned! herned! de haandfaste Svende vente. Til Hest! alt har Hanen galet Midnatstimen.
Ak! omsonst! — Ynglingen vrider sig grædende og tænderskiærende paa et Straaebundt i en dyb Kielder. Der kastede hans haarde Fader ham ned, da han af den forelskede Ubesindiges Mund hørde det kiække Anslag. “Lig der og jamre dig til i Morgen, indtil Alt er forbi.”
Med dobbelte Skoder forvarer han Jern-Døren, stiger op, aabner Vinduet, seer ud, og siger til den nedenfor vrimlende Mængde: “Ridder Waldemar von Yrkol formelder eder sin Hilsen, og takker for eders gode Villie. Men da hans raske Sind har afkølet sig, og Skjændselen af et Kirkerov svæver ham for Øie; saa beder han, at enhver vilde drage rolig hiem og lægge sig paa sit Øre.” Med disse Ord slaaer han Vindvet i, og lader i Huset slukkes.
Neden under staae de og gabe med aabne Munde op til de mørke Vindver, og den ene spørger den anden: Hvad skal det betyde? — Da nu Alt bliver stille og roligt, og efter en halv Time endnu ingen Waldemar kommer tilsyne; saa udslukkes endelig Taalmodighedens svage Lampe; de vakre Svende adspredte sig, og forsvandt efterhaanden, som Gnisterne i et Stykke opbrændt Papir.
Hvilken Engel redder nu den hielpeløse Pige, der i hiin eensomme Kielder kæmper imellem Liv og Død! Alt er Sammenspændt, til at afmeie hendes sidste Haab; alt er de Levendes Grav aabnet under hendes Fødder.
Den hele Dag til langt ud paa Natten havde i Klosteret Alt været i Bevægelse; Kirke og Korsgang blev pyntelig feiede, broderte Tæpper hangde over Altane, Helgenbillederne kostelig paaklædte, Choret smykket med friske Blomster, og Alt paa det prægtigste udkasseret til at modtage den festlige Morgen.
Nu var det mørkt Nat, og kun Nymaanen tittede undertiden frem gjennem Skyerne, hvilke en Stormvind drev fra Norden til Syden. Skyerne syntes at flygte hurtigt bort, for at undgaae Morgenens Komme, og Østersøen hylede ved Gertruds Vindve.
Stakkels Gertrud! med blege Kinder skuer hun op til de sorte Skyer, og ønsker at undflye, ligesom hine. Forgiæves, Haabet er veget fra hende. Haabet betraadte aldrig en Klosterports Dørtærskel. “Frels mig! frels mig, Gud! thi du alene kan frelse mig!”
Denne korte, inderlige, Bøn fra det beængstede Hierte: “Frels mig! frels mig, Gud!” trængde igiennem Jern-Stænger og Laase, igiennem Storm og Skyer, op til Forbarmerens Throne! —
Men hvilket klart Skin kommer der ikke frem fra hiin underjordiske Gang udenfor Klosterporten? en hvidagtig Ild, liig Mælkeveiens Tindren, skinner tilbage fra de øde Stene. Og i Stormvinden synes en melodisk Stemme at lade sig høre, halv Klage, halv Sang, veemodig, men værdig rystende.
“Ak! hvem der var paa hiin Side blandt Aanderne! hos Mennesker er ingen Hielp! Men der er Laase og Skoder, og svag er en Piges Arm.”
Styrk Troen paa ham, som formaaer at løse de Baand, med hvilke han kiædede Soel og Maane til Firmamentet. Hvad er Laas og Skode! hvad ere Vægtere og Mure! Troen jævner Bjerge, og udtørrer Have.
Den blege Pige vakler i Fortvivlelsens Følge hen til sit Fængsels Dør. I den lange øde Korsgang føler hun sig for langs Væggen, og hendes Hiertes Banken lyder høiere end hendes Fodtrin. Nu har den skiælvende Flygtning naaet Klosterkirken. I Frastand straaler der hende en lille Lampe imøde; den brænder forved Guds Moders Billede. Gertrud nærmer sig frygtsom, hun knæler, hun beder, hendes Siel opløfter sig. Skynd dig, skynd dig, stakkels Pige! snart vil Klokken kalde til Hora!
“O det er saa mørkt! tilgiv, hellige Jomfrue! Kirkeraanet.”
Hun tager Lampen, som hænger i en Sølvkiæde forved Marias Billede, men i dens Sted lægger hun paa Altaret et Guldarmbaand, og gaaer — hendes Haand zittrer, og Rosekrandsen og Lampens Flamme zittre med.
Nu er hun nær Klosterets Port; dog hvo aabner hende Laasen? hvo skyder den stærke Skode fra Porten? Gud! dine Engle ere i Vagt med den flygtende Uskyld. —
Den tykke Søster Agathe har Dagen tilforn løbet saa mangen god gang hist og her, har med kiødfuld Armslag ofte skudt Skoden fra og til, ledsaget de Kommende op, de Bortgaaende ned, saa at hun om Aftenen udslidt sank afmattet ned paa det haarde Leie, og hendes stærke Snorken lød allerede langtfra Gertrud imøde. Ved Siden af hende laae det uhyre Bundt Nøgler, som Cautionister for de himmelske Brudes Kydskhed og Gudsfrygt.
Gertrud greb Nøglerne og fløi til Porten. Men der ere saa mange Nøgler, hvilken er den rette? hvo leder hendes Valg, at hun ikke skal prøve een Nøgle efter den anden, Nøglen til Haven eller Kielderen, til Sakristiet eller Madskabet? hvo afværger, at deres Raslen og Klingren ikke skal vække den sovende Agathe, at hendes nervefulde Arm ikke skulde give den frygtsomme Flygtning, og hendes skingrende Skrig bringe det hele Kloster i Oprør. Der staaer den hulde Fange og bærer sin Frihed i den skiælvende Haand, men Frygt og Hastværk forvirre hendes Sandser. Dog forsag ikke! goddædige Aander omsvæve Dig! Paa Lykke og Fromme giør hun Forsøg med den første den beste Nøgle — og ikke forgiæves. Endnu et Minut — Laasen er oplukken!… endnu et halvt Minut — Skoden er skudt fra! —
Porten springer op! Stormvinden suser hende imøde! Sløret flagrer! det blonde Haar stiger høit i Veiret! men Lampen, som brændte for Guds Moders Billede, udslukkes ikke.
Kun faa Skridt derfra er Indgangen til Aandernes Hule, den underjordiske Gang. Men ak! hvor blev det klare Skin, der straalede hende imøde, da hun græd ved Gitteret? hvor blev den hjerterørende Klagesang, der tonede hen mod hende? Alt er blevet mørkt og stille, kun Østersøen kæmper med Stormen, og dens brusende Bølger synes at tilhyle den Forfulgte Selvmords usalige Tanker.
Mismodig staaer hun der, hendes Knæ ryste, hendes Tænder klapre feberagtig, Lampens Flamme vifter i Vinden, og nu er Luen hvert Øieblik nærved at udslukkes. Klosterporten, som staaer aaben, slaaer Trækvinden med Magt pludselig i Laas, et Slag saa heftigt, at det kunde forstyrre en Død i sin Søvn. Den tykke Søster Agathe vaagner, famler forskrækket efter sit Nøgleknippe, og savner det. Hun farer op. — Saaledes foer Samson op, da han med Tabet af sit Haar saae sig berøvet sin hele Styrke. Korsgangen gav Gienlyd af hendes vedholdende Skrigen, Abbedissens lille Hund bieffede, Fru Abbedissen selv vaagnede, og lod Klokkerne lyde, Søstrene styrtede ud af deres Zeller, forglemte Ave Maria og Underklokke, og nogle løbe til Choret, andre til Refektorium; Kirkevindverne bleve oplyste, Lysene vandrede gjennem alle Zeller, og snart erfarede man i Gertruds Zelle — at man der søgde forgiæves.
Fru Abbedissens Øine funklede af Raserie, hendes røde Næse forvandledes til en blaa. Den tykke Søster Agathe vilde skiule sig, men der var intet Smuthul for hendes Corpulenz. Fru Abbedissen tildeelde hende egenhændig et Forsmag paa den søsterlige Tugtelse. Klokkerne dundrede, Portnersken brølede, den lille Hund pivede. Forglemmende al Tugt og Velanstændighed, vilde den hele Hiord af fromme Faar styre ud af Klosterporten, da man uden Vanskelighed beregnede, at Gertrud i dette Vær umulig kunde være langt borte. Men ak! en ny Ulykke! Vinden havde slaaet Porten igien i Laas, og Gertrud taget Nøglerne med sig. O vee! ikke engang en Morgendrik var der til den tørstige Abbedisse, thi ogsaa Kieldernøglen var borte.
Saa moersomt, kiære Læser og fromme Læserinde, alt dette maa synes dig; saa ængstelig bemærkede derimod den arme zittrende Gertrud Skrigen og Allarmen i Klosteret; og da der nu endog blev dundret paa Porten, da hun hvert Øieblik frygtede for, at blive greben (thi at Nøglerne laae hos hende i Græsset, havde den frygtsomme Pige jo glemt); da overveiede Menneskefrygt Frygten for Aander, hun giorde det hellige Korsets Tegn paa Bryst og Pande, og traadte med den brændende Lampe rask ned i Hulen.
Med ethvert Trin formindskes hendes Frygt og forøges hendes Mod. Ingen kold Haand [ulæseligt] hende over Ryggen; ingen giftig, men en let, Luft omsvæver hende, og et usynligt Væsen synes sagte at aande i Nærheden af hende. Hun vakler paa det sidste Trin, løfter Lampen høit op, skuer bange til den mørke Frastand, og beder høit: “I gode Aander, som beboe denne underjordiske Gang, viser eder hielpsomme mod en forladt og forældreløs Pige der bønfalder eder om Redning!”
I en lang Frastand toner atter den yndige veemodige Sang! I en dunkel Dybde tindrer atter pludselig et mildt Lys. Og altid klarere, altid nærmere, tindrer Lyset og toner Sangen; og altid nærmere, altid klarere, omsvæves Gertrud af det mælkhvide Skin. Nu samle Straalerne sig, og danne pludselig en qvindelig Skikkelse, i en Birgitte-Nonnes hvide Dragt. Forklaret Skiønhed, evig Ungdom, omgiver dette Billede, en overjordisk Smilen hviler paa dets Læber, et himmelsk kiærlighedsfulde, tillidsvækkende, Blik kaster det paa den hulde jordiske Skabning, som forfærdet folder sine Hænder for Aanden.
“Frygt ikke!” saa taler en sød Stemme: “træd nærmere, Gertrud von Scharenberg. Dit Hierte er reent, de gode Aander ere dine Søstre. Vær mig velkommen i denne gyselige Vaaning, hvorhen Ungdoms Ubesindighed og Elskov forviste mig for mange Aar siden. Vær mig velkommen, Du min Befrierinde!”
Saa talede Aanden, bøiede sig blidelig ned, og med sin Mund berørte Gertruds Pande. “Tag dette Fredskys, og fat Mod til at see ret paa mig.”
Paa eengang forsvandt al Frygt, Gertrud føler sig let og fri, og med beskeden Frihed betragter hun Aandens skinnende Ansigt.
“Følg mig! vi have en lang Gang at giøre. Ved en Fortælling om mine Tildragelser vil jeg forkorte Dig Minuterne.” De vandrede ned ad den mørke Gang, og Aanden begyndte sin Historie saaledes:
“Jeg hedder Hedevig, er en Datter af Familien von Jungingen. I mit sextende Aar saae og elskede mig den unge Ridder Curd von Schlippenbach. Fattig paa Lykkens Gode, riig paa Kiærlighed, vandt han mit Hierte. Vi tilstod hinanden vore Ønsker, og min Moder vidste vor Kiærlighed. Hun var en fornuftig Kone. Curd, sagde hun, maa ud i Verden, hans Sværd maa ikke ruste i Skeden, han maa under Guds Varetægt tilkæmpe sig et Lehn; mener han det ærligt, vil han komme tilbage og føre dig hiem som Brud. Du er endnu ung, og han kun faa Aar ældre; saa kunne I vel endnu bie noget, hvis det er eders Alvor.”
“Han var fornøiet dermed, og jeg lod ham drage bort. Ved Afskeden lagde min Moder selv vore Hænder i hinanden, og hendes Taarer flød med vores. Han trykte det første Kys paa mine Læber, og jeg giengieldte det. Han satte en Guldring paa min Finger, og forsvandt.”
“Hele Aar sad jeg ved Spinderokken, og vædede Hørren med mine Taarer; thi der kom intet Budskab fra min Curd. Lever han? eller er han død? har han forglemt mig? — Nei han er ædel og brav, vær rolig Barn! saaledes trøstede min Moder mig, indtil Døden, efter tvende Aars Forløb, rev hende ud af mine Arme. Der stod jeg alene tilbage med min Kiærlighed og min Kummer, uden Raad og uden Trøst. En ung Pige, som mister sin ømme Moder, har mistet det Kosteligste paa Jorden! En gammel Tante tog mig i sit Huus. Jeg agtede hende, men min barnlige Tillid havde hun ikke.”
“Der meldte sig mange Friere, men endnu stedse holdt Guld-Ringen mit Hierte bundet; endnu stedse glimtede en svag Gnist af Haabet. Jeg afviste dem alle.”
“Engang indbød man os til et Gjestebud, som vor Naboe, den gamle Eppinghusen, giorde, for at høitideligholde sin Søns Tilbagekomst, der i fierne Lande havde vaaget omkring paa Eventyr. Den unge Ridder fortalde meget, om hvad han havde seet og hørt, iblandt andet ogsaa om Hertug Leopold af Østerrig, hvorlunde han uddrog mod Sveizerne, og hvorlunde han tilligemed syvhundrede Adelsmænd blev slaget ved Sempach. Der, sagde han, faldt ogsaa vor Landsmand Curd von Schlippenbach.”
“Jeg segnede. Man bar mig hiem i en Bærestoel. Jeg faldt i en hidsig Feber. Dag og Nat stod den blodige Curd for min Seng. Længe kæmpede jeg med Døden, og da endelig min Ungdom seirede over Sygdommen, giorde jeg det Løfte, at blive Nonne. Veemodig glad betraadte jeg dette Kloster, med Utaalmodighed saae jeg Enden paa Prøveaaret imøde. Den kom, jeg blev indklædt. — O uforklarlige Skiebne! Morgenen efter kom Curd von Schlippenbach tilbage. Ved Sempach var han vel bleven svært saaret, men endelig dog kommet sig. Paa Kiærligheds Vinger fløi han til sit Fødeland, og fandt sin Hedevig — som Nonne.
Hvorledes skulde jeg skildre Dig hans og min Fortvivlelse? Hine Mure bleve mig til Helvede, min Bøn blev Synd, og næsten var Hiertet villig til at bryde Læbernes Eed.”
“I hine bittersøde Øieblikke, da jeg i Taleværelset første gang igien saae min Curd, vaagede ingen god Engel over mig. Jeg var beredt til Alt, hvad Kiærlighed kunde giøre muligt, og for Kiærlighed er intet umuligt. Curd, tilligemed en tro Svend, begyndte med urokkelig Standhaftighed det Kæmpeværk, at grave denne underjordiske Gang. I fire Aar grov de begge Dag og Nat, indtil de fuldendte det Ubegribelige.
See Giertrud, over os er Havet, og under os er Klippegrund. Ak! mig rørde den Troskab, der undergrov Hav og Klippe. Med Guld og gode Ord bestak jeg Portnersken, at hun hver Aften lukkede Klosterporten op for mig, og jeg forglemde hver Nat i den Elskedes Arm mine Helligheds-Pligter.
“Min Skytsaand veeg fra mig, min Uskyldigheds-Engel græd, — vi faldt — og hiin græsselige Time var tillige vor Dødsstund. Vore Siæle følde sig for en Dommer, der med mild Alvorlighed kastede sit Blik ned paa os.”
“Giør Bod! bød en alvorlig Stemme fra Thronen; Giør Bod, ikke for din Kiærlighed, men for din Forbrydelse. Urolig svæve din Siæl i den underjordiske Gang, og begræd din faldne Uskyldighed, indtil engang en sædelig, kydsk, Pige, ligesom du ledet af Kiærlighed, betræder hiin Hule. Løs hendes Baand, hun vil løse dine; og til en saadan Dag være ved en usynlig Magt Gangen tilsluttet for enhver Dødelig. — Saaledes har min Aand i mange, mange, Aar begrædt den faldne Uskyld. Vær mig velkommen, Du min Befrierinde! jeg var og vil igien være Din.”
Her taug Aanden, og hendes Fortælling havde Ende.
En hvælvet Port syntes her tilmuuret. “Paa dette Sted,” hviskede Aanden, “har jeg i den henrundne Nat fornummet Din Elskers bange Sukke.”
Gertrud stod der forundret. —
Aandens Smilen lod formode, at den giettede hendes Tvivl. “Jeg havde Medlidenhed med Ynglingen,” blev Aanden ved, “jeg gav ham, hvad jeg kunde give, Søvn. Ufrivillig lukkede hans Øienlaage sig, thi han elskede sin Smerte; en tyk Skye omsvævede ham, og kraftesløs sank han ned paa den kolde Jord. Der ligger han endnu, og slumrer. Du skal see ham, Gertrud; men lad ingen Lyd af glad Skræk slippe ud over Dine Læber, og vække ham. Jeg tør ikke vise mig for ham, og maa ogsaa forsvinde for Dig.”
Med disse Ord berørte Hedevigs Aand Væggen, een Steen syntes at skyde sig over en anden, og den murede Hvælving aabnede sig. — Hvilken Henrykkelse! faa Skridt ere kun imellem den Elskede og Elskeren, og hans Piges Navn lyder fra Læberne paa ham, som i en Feberdrøm ligger udstrakt paa Gulvet.
Neppe formaaer Gertrud at fatte sig. Hun vil skrige — “Tys,” siger Aanden, “Endnu et Ord, inden vi skilles ad. Jeg advarer Dig, kiære Pige, bevar Din Uskyldighed. Dvæl ikke i denne Kielder, skye den forføriske Eensomhed. Alle Døre staae eder aabne. Det er endnu tidlig, Dagen gryer. Flygt ved Din Ynglings Haand ind i Hofborgen, der vil eders Skiebnes Knude løse sig. Lev vel! og modtag, til Tak for min Befrielse, den Undergave, at helbrede enhver Syg, som Din Haand berører. Men, læg vel Mærke hertil, ikkun Uskyldigheden tør jeg skienke denne Gave.”
Taarer, mere talende end Ord, zittre paa Gertruds glødende Kinder, og hun segner ned for sin Skytsaand.
“Jeg forstaaer disse Taarer,” siger Aanden med et himmelsk Smiil, “men vi maa skilles ad. “Lev vel! Dig bier den høieste jordiske Lykke, og mig venter unævnelige Glæder for den Høiestes Straalethrone. Hist see vi hinanden igien. Der skal jeg engang modtage Dig søsterligen.”
Aanden forsvandt, den yndige Skikkelse henflød i en let Skye; det blændende Skin var forsvundet, kun den røvede Lampe brændte endnu. Frygtsom trippede Gertrud ind i Kielderen, hun nærmede sig den Sovende, og rystede ham sagte i Armen. Han slog Øinene op, stirrede paa sit hulde Drømmebillede. “Drømmebillede eller Aand? hvorledes er det fat med mig? hvor er jeg?”
“Du er i mine Arme!” saa raaber den Elskede, og segner ned. Henrykt føler han, at det ikke er Luft, som omsvæver ham.
Han føler det, men tale kan han ikke. Hun bøier sig over ham, men tale kan hun ikke. Hvilken en Gaade! tænker han, hvilket et Under! men spørge kan han ikke. Hun vil forklare ham Miraklet, men hendes skiønne Læber ere som sammenbundne. Saadan en Glæde er overjordisk, og har ingen Ord. I saadanne Øieblikke lever man Aartusinde.
Hvad ere Keiserkroner mod Kiærlighedens friske Blomsterkrands!
Neppe vare de Elskende kommet noget til sig selv igien af deres frydefulde Forundring, før Gertrud, der havde Aandens Varsel i friskt Minde, beder Ridderen at følge sig.
“Følge Dig, beste Pige? og hvorhen? stærke Laase og Skoder holde os fangne.”
“Aldeles ikke,” siger Gertrud, “følg mig, forlad Dig til mig; ligesom jeg har sat Tillid til din gode Aands Tilsagn.” Med Magt drog hun ham efter sig. Waldemar seer og forbauses: Kielderdøren er aaben, og Laas og Skode uskadt.
“Ha! jeg begriber det!” raabte han kiæk og glad; “med vor Kiærlighed ere høiere Aander i Pagt; jeg følger Dig, Du Yndling af bedre Væsener!”
Uhindret stige de op af den mørke Trappe; i Huset sov alle, kun den vagtsomme Hollerbol kom dem logrende imøde, og slikkede den unge Ridders Haand. De ilede afsted. Morgenen brød frem. Rask vandrede de op af Dombierget. En Vægter, som blev dem vaer, forglemde at støde i Hornet, den unge Piges Noviziatklædemon forekom ham besynderlig, og fuld af Nysgjerrighed saae han efter Parret, saa længe han kunde.
Nu stode de udenfor Borgporten. “Hærmesteren sover formodentlig endnu,” sagde Waldemar.
“Jeg giør, som mig er befalet,” svarede Gertrud, og trak i Klokkestrængen.
En gabende Dreng lod sig tilsyne. “Hvem banker saa tidlig?”
“Er Hærmesteren vaagen?”
“Ak! desværre, han kan slet ikke sove, Podagraen piner ham, saa han sidder hele Natten i sin Lænestol, og skriger og jamrer sig.
“Gaae og anmeld tvende Fremmede, hvis Ærinde er at betroe ham vigtige Ting.”
Drengen gik, og kom tilbage. “Den strænge Herre og Mester kan for Svagheds Skyld ikke have den Ære at tale med eder. I maa begive eder til Comthuren, og aabenbare ham eders Anliggende.”
“Forkynd din Herre og Mester, at jeg bringer ham Lindring i hans Smerter,” sagde Gertrud.
Drengen gik efter Ordre. Strax stode alle Døre aabne. Uforsærdet nærmede den skiønne Pige sig den Gamles Lænestol; han havde svøbt sine Fødder ind i Hareskind, og med en suur, skæv, Mund bød han den unge Pige velkommen.
Hærmesteren. Kan Du helbrede mig, unge Pige, saa forlang Alt, hvad jeg eier, det er Dit.
Gertrud. Jeg kan helbrede eder, ædle Herre. Jeg bryder mig ikke om eders Eiendomme; men naar jeg ved Guds Hielp har befriet eder for Podagra, saa giver mig eders Ridderord paa, at I ikke vilde afslaae mig een Bøn.
Hærmesteren. Ridderord og Haandslag; men hielp mig hastig, hvis du kan.
Da strøg Gertrud den Gamles Knæ, og lod sine Fingre sagte fare ned indtil hans Tæer, og som de sagte gled ned, saa ophørde Smerten, og Hævelsen forsvandt. Den gamle Mengden sprang paa sine Been, slog af Glæde Hænderne sammen, og udbrød i Jubelskrig: jeg er sund!
“Saa tak Gud!” sagde den rene Møe, “og tillad, at jeg erindrer eder om eders Ridderord.”
“Det er ret og billigt,” svarede Hærmesteren: “en saa stor Velgierning kan jeg aldrig giengielde. Hvad begiærer Du? tael.”
Da gav Gertrud sit Hierte Luft, og fortalde sine Hændelser reent ud, fra Begyndelse til Ende.
“Jeg gientager Dig min ridderlige Eed: jeg vil udsone Dig og denne kiække Ungersvend med den hele Verden, saa sandt jeg hedder Hans von Mengden! Gaaer, Børn, i mit Sovegemak, og opebier der mit Vink.”
De Elskende forføiede sig derind, og Tiden faldt dem ikke lang, skiøndt Forhandlingerne varede indtil henimod Middag. Hærmesteren lod strax indbyde den gamle Yrkol og den gamle Wellingrade, og tillige som Vidner nogle retskafne og brave Mænd.
De kom, og deres Mine røbede Forvirrelse, thi Revalener-Almuen strømmede just ind af Portene, og bragde fra Marienthal et Rygte, der klang ganske besynderligt. Frøken Gertrud von Scharenberg er undvegen (saa lød det i alle Gader), og har styrtet sig i Søen. Dette Rygte var som et Dolkestik i Comthurens haarde Hierte, og hans Samvittighed blev rørt. “Hun var dog en Datter af min kiære Søster Bertha,” sagde han ved sig selv: “jeg burde have faret læmpeligere med hende.”
Ogsaa Jørgen Yrkol havde villet befrie sin Søn fra Kielderarresten, og havde fundet den tom. Dette Tilfælde laae tungt paa hans Hierte som en Møllesteen, og den Tanke martrede ham, at hans Søn maatte have lagt Haand paa sig selv.
De andre Riddere giorde fromme Betænkninger over den Straffedom, der maatte overhænge Reval, da en Gud indviet Jomfru var løbet bort fra den himmelske Brudeseng. Kun den gamle Mengden var munter og lystig, og syntes kun lidt at bryde sig om onde Forbetydninger.
“I ere begge et Par gamle Svende,” sagde han til Jørgen Yrkol og til Geert von Wellingrade! derfor er mit broderlige Raad, at I række hinanden Haanden over eders aabne Grav, og tilgive og forglemme, hvad der ikke staaer til at ændre. See, I have for eders Hundes Skyld stiftet stor Fortræd; lad af fra sligt Uvæsen, og forliger eder, som det sømmer Mænd.”
De tvende gamle Nimroder vare førstegang stemte til at anhøre saadan Straffetale; thi Angerens Ild brændte i deres Hierter, og de øvrige Riddere vedligeholdte denne velgiørende Flamme.
“Alt vilde jeg gierne forglemme,” sagde endelig Comthuren: “Men Hollerbol lever, og min Tolbask er ikke mere.”
“Uden min Skyld,” svarede Ridder Jørgen. “Det var en brav Hund, og, da man dog ikke bør sige andet end godt om de Døde, saa maa jeg tilstaae, at Tolbask næsten var stærkere end min Hollerbol.”
“Riddere! I ere Vidner?” raabte Geert von Wellingrade. “Han har talt et sandt Ord. Jeg er tilfreds. Her er min Haand.”
Strax blev Drikkeskaalen baaret frem, paa godt Broderskab drak man hinanden dygtigen til, og druknede det gamle Had i sød Kanariesect.
“See saa, det er efter mit Sind!” tog Hans von Mengden til Orde, “nu vil jeg endelig fortælle eder, hvorledes det er gaaet eders Børn, og hvor min Podagra er bleven af.” Ridderne spærrede Munden høit op; de meende, Hærmesteren vilde have dem til beste. Men da Sovegemakkets Døre paa hans Vink aabnede sig, og det yndige unge Par knælende bad om deres Fædres Velsignelse; da sprang alle Ridderne op fra deres Sæde, og raabte af Glæde: og Svendene kunde ikke hastig nok fylde Skaalen paa ny, som paa Brudeparrets Velgaaende gik fra een Haand i en anden.
Af Kiærlighed til Waldemar frasagde Gertrud sig den Undergave ved Haandspaalæggelse at helbrede Syge. Faa Uger efter holdtes Bryllupshøitideligheden, og den gamle Hærmester, som Podagraen for bestandig havde forladt, dandsede med Gertrud den første Bruddands. I Kiøkkenet havde Waldemar hemmelig beskilt en Steg, som den troe Hollerbol fortærede ganske alene. Elisabet von Luggenhusen blev udsonet ved en rundelig Gave og et Skarlagens Halsbaand til sin lille Hund. Birgittenonnerne forærede den smukke Brud et kostbart, med Guld giennemvirket, Belte. Gertrud satte stor Priis paa dette Belte, og det er gaaet i Arv til sildigste Afkom. Da Børnebørns Børn i Aaret Eettusinde femhundrede og halvfierdsindstyve adskiltes, beholdt den Ældste dette Baand, som et hæderligt Mindesmærke af sin Stammoder, og kaldte sig fra den Tid af Yrkol Gyldenbaand.