Længe var Naturen død,
Og dens Pragt forsvunden;
Vinterstorm i Skoven lød:
Isen dækked’ Lunden;
Dalens Sanger tavs forlod
Mark, og Eng, og Bæk, og Flod.
Ogsaa vi har følet det —
Kun vel Byens Glæder
Den fornøie, som har seet
Vaarens Yndigheder?
Vi har seet og nydt den, vi!
Alt for snart den gik forbi!
Skuespil og natlig Dands,
Blanke Lysekroner,
Lange Giestebuders Glands,
Sangerinders Toner,
Klinkende Pokalers Lyd
Svagt opveie Vaarens Fryd.
O den bringe snart igien
Liv og Lyst tilbage!
Da skal hver en Glædens Ven
Den med Lov modtage!
Dette Glas indvies til
Vaarens første blide Smiil!
Thi og den skal smile ned
Fryd til vor Veninde,
Hun som i Naturen veed
Varigt Held at finde;
Drikker, ønsker, hendes Aar
Ligne maae den blide Vaar!