Carl Ploug (1813–94)

Hvor de hvide Bræer skinne

paa de mørke Fjældes Tinde;

      hvor de stride

      Elve skride

gjennem Dalens magre Jord;

hvor de høje Graner suse,

og i lave Bjælkehuse

      stærke, trygge

      Bønder bygge —

er det skjønne, stolte Nord.

Hvor de blanke Bølger blaane,

hvor de grønne Bakker skraane,

      og de bløde

      Enge føde

modig Ganger, rigen Hjord;

hvor de gyldne Agre svømme,

og om Bøgeskovens Drømme

      Nattergale

      føre Tale —

er det samme skjønne Nord.

Hvor det var en Leg at stride,

hvor det var en Spøg at lide,

      hvor den kjække

      Vikingsnække

skar i Havet røde Spor;

hvor de dybe Draper runged’

og af Folket, tusendtunget,

            baarne siden,

          trodsed’ Tiden —

var det gamle, store Nord.

Hvor, af Aanden overvunden,

Seklers Tvedragt er udrunden,

      hvor de Stemmer

      Hjærtet gjemmer,

mødes i et mægtigt Kor;

der, hvor Mindets Nordlys blinker,

og til Idræt Slægten vinker

      Haabets fjærne

      Morgenstjærne —

er det unge, frie Nord.