O du som knytted’ vor Samfundsbaand,
Som huld forædled’ vor skyldfrie Glæde,
Du varme, mandige Broderaand!
Tag atter blant os dit gamle Sæde!
O vink paa ny i vor Kreds tilbage
Hvert Held, hver Lyst, som de svundne Dage
Os fordum gav! —
Snart fire Lustra er rundne hen:
Vi uden Anger dem saae henrinde;
De gav os mangen en ædel Ven;
De tog ham fra os — dog blev hans Minde;
Og varmt og trofast hans Broderhierte
Vort Selskab mindtes med Savn og Smerte,
Og signed’ os.
Os blid og festlig omsvæver her
O Brødre! Tanken om fordums Glæder:
Een Aand, eet Ønske besiælte hver;
At fremme Broderens Lyst og Hæder;
Hid, som til Hiemmet, vi froe heniilte;
Os Venskab altid imøde smiilte,
Og dvæled’ her.
Her glemtes billig ved tvangfrit Bord
Hver fordums Tvist, som hver svunden Smerte:
Harmonisk, eenig, lød Sangens Chor
Ei blot i Toner, men og i Hierte;
Og Brødres Haandtryk og Favntag endte
Den skiønne Aften, og hiem vi vendte
Med stille Fryd.
O Venner! er da den Tid forbi?
Forlod vor Skytsaand sit yndte Sæde?
Er Baandet løsnet? ophørte vi
Med Lyst at virke til fælles Glæde?
Nei Pagtens Minde vor Aand oplive,
Og aldrig, aldrig vi sønderrive
Det skiønne Baand! —
Vor hulde Skytsaand! forlad os ei!
Paa ny du adle vor skyldfrie Glæde;
Bestroe med Roser den Livets Vei
Der ofte falder saa tung at træde!
Og da — i prøvede Venners Arme
Med ædel Fasthed og mandig Varme
Vi signe dig! —
Pavels.
