End fylde hver sin tro Pokal
Og hylde Dagens Glæde!
Højt runge det paa Fredriksdal
At Venskab bandt vor Kjæde,
At fælles Smil, og fælles Lyst
Ved en Venindes hulde Bryst,
Der spaaer hver Yngling Held og Trøst,
Er det hvorom vi qvæde.
Maria — thi Din fagre Vaar
Lig Bækkes Sølv i Enge
Randt klar og frydelig hvert Aar
Og vakte Skjaldens Strenge;
Din Leg var Uskyld, og Din Fryd
Var Huslighed og venlig Dyd,
Og Gratier skjænked Dig den Pryd,
Der sejrer snart og længe.
Et Aar forsvandt — Igjen et Aar
Med hulde Varsler kommer,
En dugget Rose ligt, og spaaer
En skjøn og festlig Sommer;
Held Dig, Marie Lorentzen!
Lev længe tilbedt af en Ven,
Der knytter Dig til Himmelen,
Og gjør Din Vaar til Sommer!
G. H. Olsen.