Sølvbryllups-Sang
(Til hans Svigerforældre).
(Til hans Svigerforældre).
Naar Sæden, som i Ungdoms-Vaar
Blev saaet med Haab og Glæde,
Op spirer smukt i ældre Aar,
Og Frugterne fremtræde,
Da bliver Haabets lyse Glands
Af Kjærlighedens Flamme
Til Mindets milde Sommerkrands,
Og Kjærlighed den Samme.
See, fem og tyve Aar forsvandt,
Med dem er meget svundet,
Dog visned ei, mens Tiden randt,
Den Krands, som da blev bundet,
Da Brud og Brudgom Haand i Haand
Forenede sig glade,
Thi Kjærlighedens lyse Aand
Foryngede dens Blade.
Nu skuer Sjælens Øie fro
Paa Aarene tilbage.
Der gik i Kamp, der gik i Ro,
Med vexelrige Dage,
Men aldrig dog omskiftet har
Den Kraft, der bar dem alle:
Den Plante, Hjerte-Grunden bar,
Seer aldrig Løvet falde.
Hvor Lysne mildt som Sommer-Lyn
De mange Minder klare!
Idag de staae for Aandens Syn
Som dobbelt dyrebare;
Og glimter ikke hvert især
Som Livets glade Minder;
Sølvbryllupsdagens Aftenskjær
Dem alle blidt beskinner.
Seer Kredsen nu om Eder staaer,
Og tag vor Tak, I Kjære,
Hvad Læbens Ord kun svagt formaaer,
Vi dybt i Hjertet bære:
Og seer af barnlig Kjærlighed
Den Brudekrands vi slynge.
Den Mindste, som i Dag er med
Skal lære at forynge!
Saa far da hen med Lys og Fred,
Du Dag saa riig paa Glæde!
Velsignelsen, du bringer med,
End længe sødt fremtræde!
Velsignet vær til evig Tid
Vor Fader og vor Moder!
Gud gjøre Eders Aften blid
Med alle Livets Goder.