Før Prædiken
Mel.: Nu velan vær frisk tilmode.
Mel.: Nu velan vær frisk tilmode.
Mørke over Jorden ruger,
Aander gaae i Trællebaand,
Mangen Sjæl i Støvet knuger
Dødens Gru med tunge Haand.
Ak, i al den dybe Nød,
Hjerteqval og Sjæledød
Er der ei et aabent Øie?
Ei en Lysning fra det Høie?
Jo! et Fader-Øie skuer
Kjærlig ned til Jordens Nød.
Jo! et Lys fra Himlen luer
Klart med Livets Morgen rød.
Thi for alle Suk og Savn
Er der Bod i Jesu Navn:
Midt imellem Dødens Skygger
Jesus Livets Rige bygger.
Vil end Fjenden Sjælen myrde,
Som forladt i Verden gaaer,
Jesus er den gode Hyrde,
Gav sit Liv for sine Faar,
Drog fra Død og Dom os ud,
Lever end for os hos Gud:
Tornekrandsen blev en Krone,
Korsets Troe en Kongethrone.
Alle Fjenders Vælde falder
For hans Kongespiir i Gruus,
Hyrdens milde Stemme kalder
Sandheds Venner til Hans Huus,
Til Hans Huus og til Hans Hjord,
Hvor med Livets gode Ord
Han dem føder og beskytter,
Giver Ly i Fredens Hytter.
Hvert et Hjertes dybe Længsel
Efter Himlen stiller Han,
Bryder gjerne Aanders Fængsel,
Fører dem til Friheds Land,
Sender trofast Frelsens Bud
Til hvert Folk paa Jorden ud,
Og hvor Tidens Fylde kommer,
Springer ud hans Naades Sommer.
Til Hans Favn og i Hans Arme
Komme hver en modig Sjæl!
Jesus vil sig vist forbarme,
Han, som kjender Sine vel.
Lytter dog til Hyrdens Røst!
Griber dog hans rige Trøst!
Jordens Æt, afkast din Byrde!
Følg i Troe den gode Hyrde!