Tyr raabte højt: Kom Ulv! min Haand
Skal være Borgen for dit Baand!
Jeg lægger Haanden dig i Munden,
Imens du vorder lænkebunden,
Og mærker du da Svigen her,
Saa har du jo en Gissel der.
Forundret alle Guder saae
Paa Tyr, som monne rolig staae;
Selv Asathor gik til ham hen
Og hvisked’: „Hør, min unge Ven!
Det skulde du dog ikke vove!
Jeg maa dit bolde Forsæt love,
Men Helten trænger til sin Haand.“
Da svared’ Tyr med opbragt Aand:
„Du Kloge der, lad mig i Ro!
Vel mulig, du behøver to,
Men Asatyr er mindre seen,
Og han kan nøjes blot med een.“
Derpaa han stak, med Blus paa Kind,
Sin højre Haand til Leddet ind
I Ulvens hede, røde Strube,
Der gabed’ som en Mordergrube.
Da Ulven nu var bunden ret
Og prøved’, med afmægtigt Spræt,
At sønderslide Dværges Lænke; —
Da paa de bløde Hynde-Bænke
Hver Gud belø det bundne Dyr;
Hver lo, undtagen Asatyr;
Thi han betalte Ulvens Baand
Med Tabet af sin højre Haand.
Men kraftig stak den unge Mand
Armstumpen i en Bunke Sand,
Og strakte Armen højt i Veer
Og raabte: „Ved mit gode Sværd,
Nu føler jeg først ret mit Mod;
Stærk Prøven var, men den var god.
Jeg gaaer til Vølunds Esse fjern,
Og han skal smedde mig af Jern
En Handskehaand, som klemme kan
Det lange Slagsværd med Forstand.
Naar Haand og Sværd slaae lige godt,
Da frygter man først Kampens Drot!“