Antologier

184. Thor og Loke kjøre sammen

Med Søm han fast mon nagle

Guldsko til haarden Hov;

Selen fra lette Skagle

Han fæsted’ om stærken Bov,

Tog saa i Haand sin Hammer,

Bød Loke fare med; —

Der gnistred’ Ild og Flammer,

Saa haardt de foer afsted.

Ned ad den hvalte Bue

Da kjørte Asa-Thor;

Der stod en Rosenlue

Langs med de brede Spor.

Hejmdal i Hornet stødte,

Da Kjærren forbi ham gik;

Der syv Jomfruer mødte

Gud Thor med milde Blik:

Da saae man dybt fra Jorden

Et svart og bistert Syn:

Det buldrede med Torden,

Det glimtede med Lyn;

Guldfjærren som en Svane

Da skilte Skyen ad.

Den høje Jotunbane

Deri med Loke sad.

Kjørte den bolde Herre,

Den stærke Asathor,

Med Loke paa sin Kjærre

Ned ad den grønne Jord.

Smaafugle sang paa Kviste,

Sig bøjed’ de smekre Træ’r,

Ret ligesom de vidste,

At Valhals Gud var nær.

Roser og smaa Fioler

Da falmed’ for hans Blik;

Den spæde Blomst ej taaler

Saa svar en Luedrik.

Sig deres Kalke lukked’

Langs ad den stolte Vej;

Det var ret som de sukked’,

Fordi han saae dem ej.

* Disse 4 Digte ere alle Brudstykker af Nordens Guder, — denne Digtning, som vel enhver Dansk burde eje — idetmindste i sit Hjerte. Da de saa yndigt, saa kraftigt og saa herligt, saa ægte=genialt give os et Indblik i nogle af vore Forfædres helligste Ideer, og da de her ere komne til at staae sammen, ligesom de ere udsprungne fra samme Kilde, har jeg ogsaa forenet dem under een Anmærkning, der skulde udfylde, hvad der maaskee ellers kunde være enkelte Lasere utydeligt; naturligviis vil dog den bedste Fortolkning af Brudstykkerne stedse være der hele Digt selv, men ogsaa da kun, naar det låses med den fromme, livlige, fædrelandske Følelse, den dybe Sjalfuldhed, der gav det sin Tilvær, Den overste af alle vore Forfædres Guder var Alfader, Odin, der fra sit Lidffjalf overskuede Alt, saa at Intet Fortiden og Nutiden var ham hemmeligt, og kunde det end et Øjeblik skjules for ham, saa havde han dog 2 Ravne, der fløj. vidt omkring i de fjerneste Lande og bragte ham Kundskaben tilbage. Man erindre her Sagnet om Hovdingen Odins Kjendskab til Skrivekunsten, der forekom vore Forfædre som en Trolddom. En af hans Sønner var Thor, hvis Borg kaldtes Trudvang, og han var Krigens Gud. Han var ikke ssnderlig rolig af sig, men gad gjerne age; og naar da hans tunge Kjærre, trukken af de to fortræffelige. Bukke, rullede hen over Himlen, da buldrede det svart, og denne Bulder kaldtes Thors Don s: Torden; — men som den beffoede Hestehov ftundum af den haarde Flint lokker lysende Jldglimt, saa stod der en evig Lue om den ras henrullende Kjærre, og den kalde vi Lynild. Med Mjølner, sin Hammer, knuste han Bjergene, naarsomhclst han lystede, at de bleve som dybe Dale; — men dog var det naturligviis ej egentlig mod den livlsse Natur, at han brugte dette herlige Vaaben. Guders og alt det Godes Fjender, de mørke, flumle Jetter var hans Hu især gram, og forløb han sig end tit i sin ærlige men vel rafle Fremfærd, og kunde deres Koglerier end stundum blinde hans Syn og dove hans Kraft, — det var dog aldrig for Intet, at de stedse sitrede for ham, eller at han nævntes med Navnet „Jotunbane"Jetternes Ddelægger. Ved Siden af den stærke Thor staaer næppe en yndigere, fuldere og renere Modfætning end den dejlige, den livsalige Freja, al reen Kærligheds rette og himmelske Moder. Hendes Sal hed Folkvang, og dens og hendes Skjsnhed har tilvisse Digteren tegnet saa fuldendt, som mulig. Til denne himmelske Bolig kalder hun engang hver den, der trofast elskede her paa Jorden, enten de saa have følt Kærlighedens hele Salighed, eller kun dens Længsel har blomstret for dem; medens den kolde Ms, hvis Hjerte aldrig har flaget varmt, ogsaa hisset i den ranke, skjønne, men alvorsfulde Gesions, den evige Ungmøes, høje Sale for evig bliver urørt af de blideste Folelfer. Frejas tvende Dstre, Sjofna og Hnos, vare skjønne som deres Moder; og Sjofna var de salige, smilende Drommes huld: salige Genius, men af Hnos kaldtes alt det, som paa Jorden skjønt var, nysieligt! — Tiderne svandt, og Hjertets friske, varme Banken for det Skjønne svandt, og vor Nutid leger med det Nysselige! Men ikke Alt i Valhal var herligt; — een Indbygger havde det, som man vel kunde tvivle om, enten man skulde henregne ham bedst til Aserne eller Jetterne; — det var den lunefulde, den ustadige, stadse vaklende, men stedse rænkefulde Loke. Hvad Bryderier, hvilke Sorger han voldte Guderne, er Ubeskriveligt, og det var slet ikke det bedste for Thor, at han saa23 tit lod Loke age med sig paa sine 2Eventyr. Med en Jettekvinde havde Loke 3 Børn, som vel baade Guder og Mennesker maatte onffe ufødte, og som kun Jetterne kunde glædes ved. Den ene af dem var „Fenrisulven". Som Lokes Barn blev ogsaa den opfødt i Valhal, men den aabenbarede snart sin Natur. Den gjørde saa meget Ondt og voxte til saa stor og stark, at vel Guderne maatte cengftes for den. De vilde derfor binde den; men to Baand, det ene en Jernlænke, brød den som Halmstraa. Da fik de de kloge Dværge under Sejd og Trolddom til at fmedde et tyndt Baand, som den ikke kunde fønderrive, Men den var for klog, og vilde ikke bindes, for den fik en Gissel for, at den atter skulde vorde lost. Da stak Ærens bolde Guddom, den stolte, kraftige Tyr, med rask Beslutning sin Arm indtil Albuen ind i den mordlystne Strube. Han maatte miste sin Arm, det vidste han, men til kloge Beregninger var hans Selvopofrelse for ædel, — og naar regnede vel den Ædle fra David indtil Luther, fra Leonidas indtil Hvitfeld, fra Skcevola indtil Wilberforce! — Balhal vilde han redde, trods Formaninger og Frygt, og han hengav uden Øjenblink sin Højre! — Ja tilvisse, han var rens Guddom! våyvgetjuge"s: fyrgetyve; — „Asa"s- Gud; — „Dys" s: Disa, Gudinde; — „Avka"s: den agende; — „Hejmdal" Himlens Vogter. Han boede ved Enden af Bifrost, Gudebroen, den syvstribede Regnbue; men efter Farverne vare Jomfruerne syv, som tænktes boe derhos. „Valhal"o: Gudernes Hjem. — „Bolund"den kunstige Smed, der lavede Guderne og Heltene saa mangt et kosteligt Vaaben, og som kan betragtes som Kunstfærdighedens Repræsentant.

A. S. [Povl Frederik Barfod]: Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle, Bianco Luno & Schneider, Kjøbenhavn, 1835 og 1836, s. 296–297.