Fader Abraham og hans Gjæst
(Et østerlandsk Sagn.)
(Et østerlandsk Sagn.)
Hvor Hebrons Klippe rejser
sin Pande højt mod Sky,
et Hyrdetelt sig skjuler
i Mamrelundens Ly.
Der sidder tavs i Kvælden
hin fromme Guds Mand
og lader Blikket glide
saa vide om Land.
En Gubbe tyst sig nærmer
fra Ørknens øde Hjem,
til Støttestaven klynget
han slæber sig frem.
Udmattet og nedbøjet
af Dagens Sol og Støv
han længes nu at hvile
en Stund bag Palmens Løv.
Men Fader Abra’m rejser
fra Sædet sig brat:
»Træd hid, Du trætte Vandrer
og dvæl hos mig i Nat!
Herunder Terebinthen,
i Aftenhvilens Skjød,
Du sidde ved min Side
og dele mit Brød!«
— Taknemmelig den Gamle
sig nærmer i Hast
og frem for Bordet træder
med graadigt Øjekast.
Før Abra’m sine Hænder
til Bøn har sammen lagt,
har Gubben efter Brødet
sin Højre alt udstrakt.
»Du beder ikke, Olding?«
bryder Abraham ud,
»sig, kjender Du da ikke
Din Skaber og Gud?«
»Nej,« svarer rask den Gamle
»men nys har jeg kjøbt
en Gud til mit Alter,
af Mesterhaand støbt.«
Da tændtes Vredens Flamme
paa Abrahams Kind,
og Nidkjærhedens Lynglimt
gik gjennem hans Sind:
»Vig bort da fra mit Ansigt,
alt nu i denne Stund!
ej kan jeg Brødet dele
med slig en Hedninghund!«
Snart Abraham alene
igjen i Teltet sad,
og om Troen den rene
endmere han bad.
Da suste gjennem Lunden
en Luftning sval og let,
og fra det Høje hørtes
en Stemme med Et:
»Sig, Abraham, hvi kaldte
hin Fremmede Du ind,
for straks igjen at jage
ham bort med harmfuldt Sind?«
»Min Gud! o vredes ikke,
han var en Hedning jo,
der ej sig vilde bøje
for Dig i Bøn og Tro!«
»O Abraham! Jeg kjender
fuldtvel hans Hedningfærd,
dog ej som Du jeg haster
at drage Dommens Sværd.
Trods al hans Hjertes Ondskab
jeg Haand ej af ham slaar,
jeg gav ham Ly og Føde
snart i Hundrede Aar.
Og Du, paa hvem dog Synden
sit Stempel og har sat,
Du kunde ej ham huse
en eneste Nat!«
Da faldt paa Abra’ms Aasyn
en Skamfuldheds Sky,
og hurtig han opsøgte
den Fremmede paany.
Saa venlig nu han ledte
han atter til sit Bord,
og fluks hans Leje redte
med Gjæstemildhed stor.
Og Timerne de svunde,
og Dage henrandt,
ej nogetsteds den Gamle
slig Huslykke fandt.
Og alt som Tiden ilte,
blev Oldingens Blik
af Troens Lysning klaret,
som fra Guds Aand udgik.