Sønner af Brage! I, om hvis Sæde
Danmarks Børn sig lejre med lyttende Sands!
I, som os række Kjærminder i Kjæde,
flette Haabets knoppede Roser i Krands!
I, som i Mulmet med Hejmdal staar Vagt,
varer med Luren mod Jætterne lede!
I, som med Thor og med Freja i Pagt
Aanden og Hjertet omfrede!
O, I har løftet saa ofte vort Hjerte,
naar i Døgnets Øde vi sløve sank hen!
I har med Aandens blussende Kjerte
I det mørke Sind kastet Lysning igjen!
Tak for hver Tone, som bragte os Trøst,
bragte Forfriskning i Borg og i Hytte.
Slaa Eders Harpe som hidtil med Lyst,
— o vi er Nok, der vil lytte!
Er det da Tid nu for Dansken at sjunge?
Maa vi ej med Blusel slaa Blikket mod Jord?
Veraabet dirrer jo end paa vor Tunge
fra hin Smertesnat, som drog op over Nord.
Tør da vor Læbe med Frejdigheds Raab
Skaalen, den bedske, til Bunden udtømme?
Er ej vort Frimod et gjøglende Haab,
Foster af daarende Drømme?
Nej! I skal vidne det lydt over Lande,
at vor Sag paa Sandhedens Klippe er bygt!
I skal oppuste den rygende Tande
i hvert Hjertes Vraa, som er søvnigt og sygt:
pege paa ham, som mod Smerten véd Raad,
løfte vor Længsel paa Salmetonens Vinge,
male for Øje os Fædrenes Daad,
hvæsse vort Modersmaals Klinge.
Syng for vort Folk da en Sang, som kan mildne
Smerten, som i Hjertet har boret sig ind!
Syng det et Kvad, som dets Vilje kan ildne
livne op dets Tanke og højne dets Sind!
Lær det at møde med glødende Harm
Løgnens og Urettens Magter, som true;
aand paa den Stræben, som slaar i dets
at den i Daad kan slaa Lue!