Solen gled i Rosenklæder
ned bag Havets gyldne Rand,
Aftenskyggen alt sig breder
dæmrende hen over Land.
Tinden aander svagt sit milde
Afskedssuk til Busk og Krat,
Kilden hvisker tyst og stille
mangt et venligt, ømt Godnat.
Blomsten har sit Hoved bukket,
Duggen perler paa dens Kind.
Grenen har sin Sanger vugget
blidt i stille Slummer ind.
Og fra Himlens Ætherbue,
gjennem Skyens lette Flor,
Maanens dunkle, blege Lue
spreder Sølverglands om Jord.
Lette Taageskyer svæve
over tavse Dal og Vang.
Havets trætte Bølger hæve
Røsten nu for sidste Gang.
Trygt i Fredens Arme milde
hviler Alt, af Dagen træt.
Det er som Naturen vilde
standse lidt sit Aandedræt.
Tavse Kvæld! Din Fred ombølger
og mit Hjertes Savn og Trang.
Dagens Mislyd sødt Du følger
med harmonisk Efterklang.
Klagen i mit Hjerte tier,
Tanken flyver atter let,
og i blide Harmonier
smælte Savn og Fryd til Et.