Det er ej Rigdom, ej Glands og Pragt,
der Hjemmet smykker med Samlivsglæde,
det er ej Ærens og Højheds Magt,
der Freden planter om Arnens Sæde.
— Tidt Tvedragt bo’r under Højloftsbue,
mens Lykken smiler fra Kjælderstue
i Armods Dragt.
Hvor Hjerter mødes i Kjærlighed
med Tro til Himmelens Gud den milde,
hvor hellig Samdrægt i Mod og Med
sin Styrke drager af Bønnens Kilde,
der højner Freden sit Tabernakel,
der kaster Lykken sin Sejersfakkel
paa Arnens Ved.
Ja, Kjærligheden med Gud i Pagt
omslynger Hjemmet med Roser prude,
den stander trofast ved Døren Vagt
og holder Ufredens Magter ude.
Den frisker Sindet og styrker Haanden
til trofast Virken og væbner Aanden
mod Sorgens Magt.
Hil være Eder, I unge To,
hvem Kjærligheden alt længst forénte!
— Hvad Haand og Læbe nys loved tro
var kun, hvad Hjertet saalænge ménte.
Med Gud I Indtog i Hjemmet holde,
og Lykkens Engel vil Vingen folde
om Eders Bo.