I aarle Morgenstund, naar Solens Lue
sig mægtig hæver over Skyens Tinder,
den dunkle Nat umærkeligt forsvinder,
mens Dagen bryder frem paa Himlens Bue.
Glad hæver Lærken sig fra Blomstertue
med Sang at hilse Dagen, som oprinder;
forynged Dalens Liljer og Kjærminder
udfolde deres Skrud i broget Skue.
Jeg véd en Sol — en Sol, hvis Straaler hulde
en større Morgen skabe kan herneden,
ja, sejre over Dødens Nat og Kulde,
en Sol, som lokker frem af Hjertets Eden
et Væld af Friskhed, Fryd og Toner fulde,
et saadant Morgenblus er — Kjærligheden.