I Haven havde jeg Ærter lagt,
— det var af de rigtig fine og ægte;
men Spurvene tog dem, de Tyveknægte.
Saa maatte jeg sætte en Kat paa Vagt,
at sige, det var kun en kunstig en,
en udstoppet Strømpe med Pinde til Ben,
lidt kluntet, men ellers rigtig udstyret
med baade Hoved og Hale m. m.
Saa kom der en Spurv og saa paa Dyret,
og der kom tvende, og der kom flere.
»Men hvordan er dette her dog fat?
De ænse jo ikke det mindste min Kat!
En piller ved Poterne nok saa tryg,
en anden sætter sig paa dens Ryg,
en hopper lige for Næsen hen,
— jo, det er en dejlig Missekat, den!«
Men saa blev jeg vred og tænkte: Ja, ja,
nu skal jeg vist rigtig pudse jer a’!
Saa tog jeg min rigtige, levende Kat
og fik den i Tøjr mellem Bedene sat.
Jeg bandt omkring den et uldent Klæde,
saa ret den ligned den forrige Kat;
derpaa jeg gav den en Kop med Æde,
og Mis han satte sig rolig ned,
han tænkte ikke det mindste derved.
Men just som Mogens allerbedst sidder,
han hører omkring sig en lystig Kvidder;
thi Spurvene anede ingen Ting,
de hoppede næsvist om som før;
men vips! — der gjorde Mogens et Spring,
og en sad fangen mellem hans Klør.
Hvor Stakkelen sprælled! Jeg tænkte: »Nu ja,
du kunde saamænd ha’ blevet derfra!
Men da jeg saa hørte, hvor angest den peb,
begyndte mit Hjærte dog lidt at bæve,
og en, to, tre — jeg gjorde et Greb,
og Fuglen sad i min hule Næve.
Jeg holdt den fangen en lille Stund
og lod den kvæge sig af min Mund,
jeg glattede Fjerene paa dens Krop
og lod den saa atter til Vejrs gaa op,
idet jeg sagde helt strængt og vredt:
»Nu vil jeg kun sige dig et, min Ven:
at hvis du prøver at komme igen,
saa bliver du plukket og maset og ædt!
Og hils de andre saa oppe i Træerne
og sig, at Mogens er altid paa Tæerne.
Og naar I saa huske paa Faren og Smerterne
saa tænker jeg vel, I kan blive fra Ærterne!«