»Fortæl mig nu, lille Marie, hvorfor
du ej med Svend kan forliges.
Er Skylden hans, eller er den maaske
ej snarere lille Maries?«
»Ja, Mor, nu skal jeg fortælle dig alt:
Vi legede nede i Haven,
Frederikke og Ludvig og Svend og jeg;
men Svend var vranten og gnaven.
Vi legede, at vi var store Folk
og kom i Besøg hos hinanden,
Frederikke og Ludvig var gift, og hun
var Konen, og han var Manden.
Og Svend og jeg vi boed saa fint
under Valnøddetræets Krone.
Han var Minister og Danebrogsmand,
og jeg var Ministerkone.
Og saa skulde jeg og Svend i Besøg
hos Ludvig og Frederikke;
jeg vilde spasere saa pænt der hen
med Svend, men det vilde han ikke.
Snart krøb han paa fire, snart smed han sig ned
og rulled sig som en Kugle;
saa skændte jeg paa ham og ruskede ham,
men bare en lille Smule.
Men tænk — saa sprang han op paa min Ryg
og vilde igen ej mig slippe;
han kneb mig i Øret og drillede mig
og kaldte mig »Madam Santippe«.
Saa sagde jeg: »Fy, du er rigtig styg!
Nu vil jeg ej følg’s med dig mere;
for saadan gør ingen Ministerfolk,
naar de gaar ud at spasere.«
Saa smak han mig en paa Kinden her,
det saa da ogsaa Fredrikke;
men jeg slog alligevel ikke igen,
for det er stygt — er det ikke?
Jeg tog mig til Kinden og sagde blot
i saadan lidt grædende Tone:
»Og du er Minister og Danebrogsmand
og er saa styg ved din Kone . . .!«
Saa rakte han Næse efter mig hen,
imens han lod Tungen spille;
men da jeg saa vendte mig om og græd,
saa blev han saa underlig stille.
Og saa kom han hen og kyssede mig
og rakte mig begge Hænder,
saa tog jeg hans Arm, og saa fulgtes vi ad,
og saa var vi go’e Venner.