Nu Aar er henrundne. — Med Penslen jeg vandt
et Navn selv, som længe vil gjælde.
Ja Ry har jeg vundet, og Lykke jeg fandt,
langt mere end jeg kan fortælle.
Men det er næst Gud min kjærlige Mo’r,
hvem jeg kan min Lykke tilregne;
hint Møde mig løftede ind i et Spor,
som førte til solrige Egne,
Det onde opløstes, i Taarer det faldt
som Tagdryp, naar Solen skinner.
Hendes Kjærlighed var det, som smelted det alt
igjennem de varmende Minder!