Jeg mindes grant fra Barndomstidens Nætter,
hvor tit jeg sad i Løn med opvendt Øje
og fæsted spejdende det paa de høje
vidunderlige, tavse Stjerne-Sletter.
Men ogsaa paa de stjerneløse Pletter
jeg spejded med utrættet Forsker-Møje,
og naar jeg længe havde stirret nøje,
jeg ogsaa der saa Glimt af blaa Facetter.
Se saadan spejder nu jeg i mit Indre,
thi ogsaa der en stille Stjernebue
af Himlens Gud blev hvælvet i det mindre.
Og vist jeg tror: om end hver lille Lue
ej her paa Jord kan Mulmet gennemtindre,
en Gang skal alle rene Glimt jeg skue.