Ved Indvielsen af Kong Christian IX og Dronning Louises Asyl i Ordrup
7. September 1898.
7. September 1898.
I
Vi dyrker Myr og Marker, vi odler Hedens Sand
— ak, hvordan dyrkes Barnets Hjertebede?
Saa mange Lodder smaa ligger hen i vort Land
og vorder ved Vanrøgt Myr og Hede.
For mange Arner smaa falder Brødkampen svær,
al Dagens Møje tager Sind og Tanke,
og Barnet, som trods alt ligger Hjertet saa nær,
tit hjemløst i eget Hjem maa vanke.
Der ligger i de smaa som et slumrende Digt,
de tusind Kræfters Kim til Sommergrøde,
— hvor vilde Slægten vokse, vort Folk vorde rigt,
om Vilkaar for Væksten vi dem bøde!
Og dybt bag alle Kræfter en Lovsang er gemt,
en Trang til Tak for Livets Sol at byde,
og kan det lille Bryst ret faa Strengene stemt,
vil Takken til sene Dage lyde.
II
Hvide Bo paa Bakken, bygt og heget
til et Værk i Pagt med Lys og Luft,
bliv et Hjem saa kært som Barnets eget,
lyst som Muren, frisk som Markens Duft.
Milde Fosterly bag Lindens Grene,
bliv et Læ for hver en Spire fin!
Lad dit Stræv i Linjer klare, rene
opad gaa som dine Gavles Trin!