Naar bryder du igennem Taagen,
du Nytaarstid, med Blus i Sky?
Jeg ved en Slægt, forpint af Vaagen,
som rede staar med Dannebrogen
og venter kun paa Festens Gry.
En Slægt, der længe kendte Pisken,
men aldrig paa sit Haab gav los;
sank Modet tit til lønlig Hvisken,
dog rank som Skamlings-Obelisken
er „Kærlighedens stille Trods”.
Tro ej, at Ørnetugten sløver,
tro ej, at Tvang gør Sindet mygt;
et Folk med Tro paa Skjoldets Løver
kan tie, medens Herren tøver,
men sænker ej sin Pande sygt.
Vel bundne Hænder lidet mægte,
og lidet baader Hadets Brus;
men Hjertets Haab skal ingen knægte,
dets Troskabsguld er rent og ægte
som Hornene fra Gallehus.
Et Magtbud kan Traktater „rense”,
og Magtbud dele mit og dit;
men Aanden tumles ej med Trense,
den slaar med Ord og Sang sin Grænse
og stemmer i sit Kammer frit.
Hold ud, hold ud, trods Men og Skrammer,
du stærke Slægt, og spejd i Sky!
En Dag, naar Nytaarssolen flammer,
du henter Flaget fra dit Kammer
og aander op i Festens Gry.