Drømme om bortvejret Sommerfærd
jeg tavs i Skovene vanker.
Tungsindig i Aftenens blegrøde Skær
sig vugger Bladenes faldende Hær
og mine henvisnede Tanker.
Jeg hører i Aanden alt Maagernes Skrig
og Blæstens November-Koraler,
jeg hører Brølet fra Hav og Vig
og Smældet af Regnskærm og Kjoleflig,
og Kragen, der arrigt galer.
Jeg hører Sukket fra Bøg og Gran,
naar koldt det har stormet og regnet,
Med Gys liden Egern gemmer sit Ran,
paa Marken bløder den vilde Fasan,
og Bærrene raadner i Hegnet.
Du præker, Natur, foruden Svig
om Livet, der visner og slukkes.
Mit Hjerte er dig i Ærlighed lig,
det skælver under sin Efteraars-Krig,
mens Kræfterne plukkes og plukkes.