Der vandrer en Hyrde omkring paa Jord
de vildfarne Sjæle at finde og fange;
han finder Alverden omkring deres Spor
— af vildfarne Sjæle er der saa mange.
Han søger efter det bortkomne Lam
i Tvivlens Ørken, i Sorgens Huler,
hvor Hjerterne banker af Anger og Skam,
og Angsten i mørke Kroge sig skjuler.
Han søger ved Hovmodets ludende Fjæld,
paa Prøvelsens vilde, tornede Skrænter,
han søger ved Nydelsens fristende Væld,
hvor mangen en Sjæl sin Dødssot henter.
Han søger ved Ungdommens Larm og Brus,
hvor Glæden tit kræver Fortvivlelsens Renter,
han søger i Gamlingens ensomme Hus,
hvor Døden sidder paa Tærsklen og venter.
Og hvert vildfarende Lam, han ser,
han løfter paa Skulder med nænsomme Hænder,
og Himmerigs Skarer jubler og ler,
naar hjem til Hjorden han med det vender.
— — Ak, vi er nok alle vildfarne Lam,
mens her gennem vildsomme Dale vi drage,
vi bliver saa ofte borte for ham,
maa atter og atter bæres tilbage.
Du gode Hyrde, hjælp du min Sjæl
Vildfarelsens Kilder i Dybet at stoppe!
Du bar mine Synder, o bær du mig selv,
mig selv en Gang til Hjorden deroppe!