Spænd ud din Vinge, min Tankes Ravn,
flyv over de døde Stemningers Vande!
Jeg gaar som i Taage fra Stavn til Stavn
og ser over Arkens Rande,
med Længsler og Savn,
der ulmer i Døs og Drøm
som en rygende Tande.
I Glimt den Tanke har stundom skudt
sig op i Sjælen: en Havn dig venter.
Da løfter jeg Blikket et flygtigt Minut
og Lysning for Sindet henter
af Solstraaler, brudt
i Regnbueskær over Skov,
over græsgrønne Skrænter.
Ak, Buen forsvinder, mit Blod er træt,
jeg saa af bristende Øjne for mange.
Og dog — og dog — med Livstrangens Ret
mit Hjerte kræver en Spange,
et Landgangsbræt
til Kysten, hvor Livet har Lyd
som en Sommerstorms Sange.
Spænd ud din Vinge, min Tankes Ravn,
flyv over de døde Stemningers Vande
og find mig et Steds paa Højden en Havn!
Da skal jeg en Højtidsdag lande
og tænde en Bavn med Blus i Skyen
af Hjerte-Lovprisningens Brande!